Julestjernens dag

Den 12. december er det julestjernens dag. Der er snart ikke noget, der ikke har sin egen dag, der skal fejres vidt og bredt, og det kan blive lidt meget.

Når alting har sin egen dag, og hver dag tilhører et eller andet, går der lidt inflation i det. Man er nødt til at sortere lidt i mærkedagene efter smag og behag.

Julestjernens dag vil jeg gerne fejre, for jeg elsker julestjerner. De pink, de kridhvide, de flammende, de sartrosa og ikke mindst Pearl, den perlemorshvide med sartrosa bladårer og let rødmende blade.

Der er en julestjerne til ethvert gemyt og til ethvert hjem. Det gælder bare om at finde dem, og det er stadig lidt af en udfordring, når indkøberne i de store kæder insisterer på, at ‘danskerne’ vil have røde stjerner.

I år var der stjerner i mange farver i Billigblomst. Ganske vist kun ministjerner, men de er nu også så anvendelige. De kan stilles sammen i en skål som en buket.

De kan stå alene – og man kan bruge fyrfadsstager som potteskjulere til dem.

De kan også klippes af og bruges i dekorationer – her skal du bare huske at brænde enden af stilken 10 sekunder i et stearinlys. Julestjerner er af vortemælkfamilien, og man skal forhindre den hvide saft fra at løbe ud, hvis man vil have dem til at holde i buketter og dekorationer.

Hvis du har købt en julestjerne, og du gerne vil holde liv i den så længe som muligt, er der en vejledning til pasning af stjernerne her.

Det er nok ikke i dag, hvor det fryser seks grader, du skal gå ud og købe dig en julestjerne. Heller ikke selvom det er julstjernens dag. Den tåler næppe turen fra butikken til bilen. Men har du allerede stjerner derhjemme, så giv dem en lille sjat vand og et kærligt blik i dagens anledning.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: