Vejret begynder at blive en anelse efterårsagtigt med kølige morgener, og løvet er så småt begyndt at rødme.
Det er ikke sådan, man ligefrem jubler over det – heller ikke over at skulle lægge sommerkjolerne væk indtil næste år – men alligevel. Det er en smuk tid med mange smukke dage.
En af de ting, jeg nyder ved efteråret, er de mange hyben og frøstande. I dag kiggede jeg til hækken med Mariebær, og der er lige så mange som sidste år. Lige knapt modne nok til at have fået den dybtrøde farve, men stærkt på vej.

Sidste år blev der blandt andet til en stor krans, til et lille træ og til udskiftning af grenene i vasen på hylden over brændeovnen.

Og der var stadig masser tilbage til fuglene.

Der skal også plukkes i år, og allerede nu går jeg og tænker på, hvad bærrene skal blive til. Noget nyt skal det være, for kransen fra sidste år holder fint endnu. I det hele tager holder Mariebær i årevis. De bliver højst støvede, og der er det rart at kunne skifte dem ud med årets høst.

En anden dejlig ting i det tidlige efterår er chilihøsten i drivhuset. I går lavede jeg Jalapeno Jam efter den opskrift, jeg fik af en amerikansk gæst for nogle år siden.

Det giver en anden slags glød – den til smagsløgene.

Hvis du har chili i drivhuset, var det måske en ide at prøve at lave den lækre, sødstærke chilimarmelade. Den er så god, at man næsten kan spise den med ske.
Det er ikke den rene elendighed, at vejret og årstiderne skifter. Hver tid har sin egen berettigelse.

God torsdag.
Karen har du opskrift chili marmelade ❤️ Der er rigtig mange bær 🌻. Det begynder at blive koldt om morgen 🍀.
LikeLike
Hej Inger,
Jalapeno Jam er faktisk chilimarmelade, og linket er i indlægget.
https://dalsgaardiskivholme.com/2015/10/20/jalapeno-jam/
Jeg kalder det bare Jalapeno Jam, fordi jeg fik opskriften af en amerikaner, der besøgte os 🙂
vh/Karen
LikeLike