Slut med fastnettelefon

Gammel telefonboks med blomster

Der var engang, hvor ordet ‘fastnet’ slet ikke fandtes.

Der var nemlig ikke andet end telefoner, og de var i sagens natur fastnet. Kabler blev gravet ned, og vupti kunne man tale med nogen, der slet ikke var i nærheden. Smart.

Da jeg var lille barn ringede man til centralen og bad om det nummer, man skulle tale med. Jeg husker stadig min mor i en telefonboks på Hovedbanegården bede om ‘Hellerup 1218’.

Så kom telefonerne med drejeskiver. Ultra-moderne.

Og en tid efter kom dem med trykknapperne – og en tone for hver tast, så også blinde kunne vide, om de havde trykket rigtigt. Nu kunne det da ikke blive smartere. Jo, det kunne det. De bærbare fastnettelefoner kom, og de betød, man kunne tale i telefon og støve af samtidig. Det var toppen.

Dengang var telefoni et monopol. Man betalte Jysk Telefon både for abonnement, samtaler og en takst for hvert apparat, der faktisk tilhørte Jysk Telefon og kun kunne lejes.

I begyndelsen af 90’erne kom de første mobiltelefoner. En tung kasse – nærmest en kuffert – med et rigtigt telefonrør. De blev hurtigt afløst af mobiltelefoner, der var telefoner og intet andet, men som hurtigt blev allemandseje. Jeg har stadig en af de gamle Nokia telefoner et sted.

Og så er vi kommet til i dag med smartphones (elsker, elsker, elsker dem… Nu kan det da ikke blive smartere, kan det??? Mjah… lad os nu se…)

Mobiltelefoni var dog ikke noget, man kunne satse på, for forbindelsen var tit dårlig. Nu går samtalerne via vores fibernet – via internettet, og lydkvaliteten er fremragende.

Så det er blevet tid. Tid til at sige farvel til fastnettelefonen. Tid til, at ens telefonnummer ikke længere viser, hvor man bor. Et 86 nummer – en fra Århusegnen. Et 98 nummer – en fra Nordjylland. Kun de internationale retningsnumre er tilbage.

Det er slut på en æra, føler jeg, selvom vi nok er nogle af de sidste, der siger fastnettet fra. Ikke mere 8695…., så man ved, at nummeret er fra Skivholme og omegn. Vi vil næppe komme til at savne den. Det er da bare tankevækkende, at det, der i ens barndom var topmoderne, nu er ren historie…

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

12 kommentarer til “Slut med fastnettelefon”

  1. vi sagde farvel til vores Festnet telefon for omkring en ti års tid siden, har heller ikke savnet den for pludseligt var telefonlisten alenlang for det skulle både være fastnet og mobilos i den
    god mandagsdag til alle
    Hansi

    Like

  2. I min barndom i Viborg havde vi nummer 1448. Mærkeligt nok. I alle andre byer var det nummeret til politiet. Så det første, jeg lærte at sige i en telefon, var nogenlunde dette: “Nej, forkert nummer, det er ikke politiet. Politiet har nummer 1800”. I øvrigt har jeg sagt farvel til fastnet-telefonen for flere år siden, og jeg kan forsikre om, at jeg ikke har savnet den.

    Like

    1. 🙂 Dem i Viborg har da også altid været lidt for sig selv (min mormor og morfar boede i Viborg 🙂 ) Jeg tror heller ikke, vi kommer til at savne den spor. Men slut på en æra, det er det.
      vh/Karen

      Like

  3. Vi beholder vores fastnettelefon lidt endnu. Mobildækningen er elendig og ikke helt pålidelig her endnu, og så er det altså smalt med en telefon, der hverken bliver væk eller løber tør for strøm 😀

    Like

      1. Ja, vi har også fået fibernet her, det er vidunderligt at det ikke længere tager en halv time at uploade en fil 🙂 Men jeg har kun en DumPhone, og den kan ikke gå på nettet 😉
        De vigigste argumenter er dog, at fastnetten hverken løber tør for strøm eller ikke virker, når nettet er nede (det sker stadig jævnligt).

        Like

  4. Tilbage i oldtiden, hvor telefonen var parkeret uflytteligt i en stue, kunne jeg et væld af telefonnumre udenad. Det kan jeg selvfølgeligt ikke i dag, hvor mobilen ‘husker’ de alenlange numre for mig.
    Nu er det pinkoder og passwords, der skal holdes styr på …🤔

    Like

    1. Der er altid noget, der skal holdes styr på. Alle de uendelige passwords… Jeg kan stadig rigtig mange telefonnumre, men er også i højere og højere grad begyndt at forlade mig på telefonens hukommelse. Det gælder om at huske, at kontakter skal lægges ind på Gmail kontakterne, så man altid kan synkronisere 🙂

      Like

  5. Jeg har min endnu. Den står fast i stuen og kan jo ikke andet! Jeg bruger den kun, når jeg ikke kan finde mobilen! for så ringer jeg og kan så finde mobilen på lyden Det sker sjældent, at den ringer, og så er det som regel reklame med et godt tilbud om at bruge mine penge! Men sidst var det en tidligere elev, som kom med en invitation, så jeg venter nok lidt med at opsige den. Sommerhilsen – endnu! Eva

    Like

    1. Ja, hvis der kommer gode invitationer ud af fastnettelefonen, må du hellere beholde den 🙂 Og det med at ringe til mobilen, når man ikke kan finde den er også en god ide, der kan spare masser af ‘fare rundt som en flue i en flaske’-tid 🙂
      vh/Karen

      Like

  6. Nostalgi for alle pengene😘 Og når man bad om det nummer man gerne ville have, kunne man også få at vide, at de ikke var hjemme, den skulle til fødselsdag😂

    Like

Der er lukket for kommentarer.