Trykkende, fugtig varme

Man føler, man har pligt til at nyde det. At man er et utaknemmeligt skarn, hvis man brokker sig. Varmt og stille vejr er jo det, vi alle sammen sukker efter, er det ikke?

Alt med måde. Omkring 20 grader med en mild brise, der får kornet til at bølge. Sådan synes jeg bedst om det. Ren salighed. Man føler sig let og energisk og får udrettet en masse.

Tung og fugtig varme virker til gengæld så ildevarslende. Man kan mærke, der er uvejr på vej. Det er den slags vejr, hvor man bliver sådan lige en lille smule ved siden af sig selv.

Hundene ligger som strandede hvaler og sover smågispende i skyggen, mens jeg klipper akelejer ned. Jeg forstår dem. Når det bliver varmt – så meget og så hurtigt – kan min krop heller ikke følge med. Termostaten står af.

Vejrudsigten siger – ikke overraskende – mulighed for tordenbyger over hele landet. Åh, lad det ske. Lad det bryde ud. Lad lynene flænse himlen, lad bragene buldre og lad regnen tromme på taget og vande alt det derude, der begynder at have det som i tørkesommeren i 2018.

Men lad det nu bare vente til i morgen. For begynder det at regne lige nu, bliver studenterne, som vi kan høre dytte, båtte, synge og råbe på deres vogne, gennemblødte – også udvendigt.

I morgen er bedre. Men så skal det altså også blive til noget.

God, trykkende, varm søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Trykkende, fugtig varme”

  1. hvor er det altså hensynsfuldt af dig at udsætte regnen for studenterne skyld. Det er go stil 🙂

    Like

  2. Dine bønner ser ud til at blive hørt. Der blev meldt risiko for skybrud over midt-østjylland i morgen. Vi andre længere østpå får vist noget til om aftenen. Tørkeindekset er fremdeles højt. Det kunne være rart med lidt rigeligere mængder regn de næste uger.

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: