I går var husbonden og jeg med Haveselskabet på tur til Gartneriet Pedersen. Der var plantesalg, og vi kom hjem med en række små og store skatte. Planter, jeg længe har søgt, men ikke fundet – plus en hel kasse af de gråløvede, dem gartneriet kalder Shades of Grey.

Nu skal der plantes i både krukker og bede.
Jeg har en ide om at sætte nogle af de grå sammen disse skønne hibiscus i den blege, lilla silkepapirsfarve. Et køligt og elegant tableau.

Andre steder skal der knald på farverne, der dog lige skal dæmpes med lidt hvidt, gråt og grønt. Det skal lige tænkes igennem og plantes. Jeg mangler vist også en stor, rund og flad krukke… (gør man ikke altid det?)
Og så er der de nye stauder.

Dem viser jeg, når de er plantet, vokset lidt og sprunget ud, så der er lidt mere at fortælle om. Men en jeg glæder mig meget til, er den her:

En Alpe-limurt. Et væld af små hvide blomster, der svæver på tynde stilke. Det bliver da dejligt…
De lover dejligt vejr i pinsen – lunt og mildt. Det passer sig lige til Grundlovsdag, der er en mærkedag i haven her, hvor der som regel er ret koldt.
Det er der, vi må så bønner, plante squash ud – og ikke mindst sætte hibiscus ud i krukker. Alle de sarte planter må vente med at komme ud til Grundlovsdag, der i år er både Fars Dag, Pinsesøndag og Grundlovsdag. Sikke en gang rationalisering. Man behøver virkelig ikke samle flere fridage på samme dag.
Næste år er Grundlovsdag en mandag, og det er meget mere passende. Vi har brug for al den tid, vi kan få, til at gå i haven lige nu. Ja, og til at besøge haver. Og til at komme til Veteranbiltræf på Wedelslund på Fars Dag (Husbonden bestemmer, hvad vi skal lave den dag – til gengæld var han med på gartneribesøg i går – vi må følges ad til hinandens yndlingssteder…)

Dejligt er det i hvert fald, at vi nu kan se frem til pinsen.
God fredag.
Uh, jeg så godt arrangementet, men turde ikke tage med, fordi jeg véd, jeg kommer hjem med noget, og med vores nuværende omlægning har jeg rigeligt med ventepotter, der skal vandes. Det er ellers et dejligt gartneri med spændende planter, og jeg glæder mig til at se dine sammen- / udplantninger. Den lyslilla hibiscus med grå løvplanter må blive fantastisk.
God arbejdslyst, pinse og grundlovsdag.
Kh Lisbeth
LikeLike
Jeg synes du finder mange spændende nye ting hos jer i det jyske. Der er bare ikke den store nytænkning her ovre i det nord Sj. Så er det jo dejligt med dine fine billeder. Rigtig god pinse og arbejdslyst i haven 😊.
LikeLike
Hej Birgit,
Jeg har hørt, at der er spændende planter hos Gunnar Christensens Planteskole på Sjælland – måske var det værd at tjekke?
Glædelig pinse – og vh/Karen
LikeLike
Tak for tippet, det må undersøges 😊
LikeLiked by 1 person