Kick-off på CPH Garden 2022

I går eftermiddags holdt Haveselskabet kick-off på CPH Garden 2022. Der blev fortalt om alt det spændende man kan opleve på pladsen i Ballerup fra den 30. juni til den 3. juli, hvor Folkemødet for Havefolk, som de meget velvalgt kalder arrangementet, finder sted.

Vi hørte om showhaverne, om foredragene, om udstillerne og om de partnere, der har gjort det hele muligt. Og jeg kan godt sige, at jeg glæder mig vildt til at komme på CPH Garden i år.

CPH Garden har der været både i 2017 og i 2019. Den unævnelige corona kom i vejen for en 2021 udstilling, men nu er CPH Garden tilbage. Større end nogensinde. Med otte showhaver af vidt forskellig slags, mere end 100 foredrag med også meget store navne fra ind- og udland. Og udstillere, der sælger alskens haverelaterede fristelser.

Fra CPH Garden 2019

Noget nyt i havesammenhæng er fokus på også små haver, gårdhaver og altaner. At være et havemenneske betyder nemlig ikke, at man nødvendigvis har en standard villahave eller en stor landhave. Også de små haver har deres plads på CPH Garden. I showhaverne, i foredragene og i de bøger, man kan købe med hjem.

Mon man skulle overveje en ny kjole til begivenheden? De fine blomsterdekorationer stod Florie for.

Vi blev præsenteret for nogle af de nyeste havebøger. Armchair gardening til vintermånederne, eller læsning til liggestolen på sommerferien, så man kan vende hjem med inspiration til at gå i gang med at realisere nye drømme. Der er bøger om altaner og tagterrasser, om drivhuset, om rosenhaver – og om alt muligt andet haverelateret.

Malene Lei Raben læste op fra sin nye bog, Havemenneske, og hvor var det fornøjeligt at høre.

Den bog vil jeg læse. De nye bøger kan man se og købe på CPH Garden eller i Haveselskabets webshop, og flere af forfatterne holder foredrag på CPH Garden.

Det bliver simpelthen så godt. Og så kan man bade i gode ideer, sjove påfund – og mest af alt: mødes med hundreder af andre, der har samme haveglæde, som man selv har.

For at det hele ikke skulle blive ‘sid ned og hør efter’, fik vi på kick off arrangementet også mulighed for at lave vores helt egen blomsterhat. Efter en vejledning i brugen af ‘kold lim’ (lim til friske blomsterarrangementer) fik vi hver en hat og blev sluppet løs på spande af blomster.

Folk kiggede lidt efter mig på vejen hjem, hvor jeg stolt spankulerede afsted med min blomsterhat på hovedet. Nogle har sikkert rystet på hovedet af den tosse, der gik der, men jeg vælger at tro, de fleste har tænkt: Der går vist en med hovedet fuldt af blomster.

Vil du læse mere om, hvad der sker i de fire dage, kan du kigge ind på CPH Gardens website

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: