Biofil og biofob – to nye ord til fri afbenyttelse

Vi har en tendens til at se os mennesker som noget, der står over naturen. Som om naturen var noget, der var adskilt fra os.

Vi mennesker er også natur. Et pattedyr med ret forunderlige egenskaber – som fx. at kunne bevæge sig i oprejst stilling og bruge tommelfingrene, og som ikke har godt af at blive fjernet for meget fra den natur, vi er en del af. Det lærte jeg meget om på en inspirationstur i går.

Turen var med Visit Aarhus, og vi tog ud til smukt beliggende møde- og konferencesteder på Djursland – i og omkring Mols Nationalpark – for at se på, hvordan man kan inddrage naturen i mødeaktiviteter.

Jeg er fan. En gåtur i fred og stilhed har altid været noget, der kunne klare mine tanker og få mig til at sænke skuldrene. Ligeså med havearbejde eller at lave blomsterdekorationer. Aktiviteter, der bringer en ud af sig selv, så man næsten bliver en del af dem, og tankerne får lov at løbe frit.

Vi havde en workshop/foredrag med Simon Høegmark, PhD i forholdet mellem mennesker og natur og naturens inflydelse på os, på vores kreativitet og på vores helbred – både mentalt og fysisk. Det fik sat ord på, hvorfor man har det så dejligt og tænker så godt, når man går ude, som mennesket jo egentlig er beregnet til.

En anden ting, der er så fremmende for både tanker og velvære, er skønhed. Og rundt omkring Nationalpark Mols er der skønhed i rigt mål. Man kan blive helt væk i landskaberne, i de blomstrende hæg og i fuglesangen. Ligesom herhjemme, i Alperne og i Rocky Mountains. Mennesker har brug for naturens skønhed.

Jeg lærte to gode ord i går: Biofob og biofil. Der er steder, der giver en følelse af varme og tryghed. Det er de biofile steder.

Og der er steder, hvor man føler sig dårligt tilpas uden lige at kunne sætte en finger på hvorfor. Det er de biofobe. Du kender det sikkert fra dig selv, når du tænker efter.

Engang for mange år siden, gik jeg på Hærvejen sammen med en flok unger, og vi legede gemme. Jeg gemte mig i en grøft ved en lille bro. Pludselig fik jeg hjertebanken og følte mig virkelig bange. Hvorfor ved jeg ikke, men følelsen var virkelig nok. Måske et levn fra 1864 eller en anden krig, hvor en soldat har skjult sig lige der? En stemning, der hang lige der, hvor jeg var? Helt klart et biofobt – et skidt – sted.

Når jeg står med solen i ryggen og kigger ud over markerne og over til skoven herhjemme – eller ud over vandet ved Kalø Vig eller på ferie på Mors – er det den modsatte følelse, der kommer helt af sig selv. Ro, glæde. Et biofilt – et godt – sted.

Naturen påvirker os, fordi vi er en del af den. Det var det, jeg fik sat ord på i går, og nu har du også fået de to meget nyttige ord. Det er rart at have gode ord.

God torsdag.