En enkelt

Man siger, at de små krinolinenarcisser er svære at få til at blomstre i fri dressur. Man siger også, at de små forårsplanter i potter har svært ved at komme igen og komme i blomst i haven. Man siger så meget.

Men uanset, hvad man siger: En enkelt, lillebitte krinolinenarcis har foldet sit skørt ud i skovhaven i dag.

Den havde alting imod sig i forhold til ‘det man siger’. Den var drevet frem – endda i en lille potte. Den kom hjem hertil i marts ’20 direkte fra gartneriet. (Lige før alt gik i hat og briller på grund af corona. Tænk – coronatiden føles allerede langt væk…)

Efter blomstringen satte jeg den i et bed i skovhaven. Sidste år kom der kun blade op. Tynde, spinkle blade, nærmest som græsstrå.

Utallige gange har jeg være lige ved at luge ‘græsstråene’, før jeg kom i tanke om, at det da var de små narcissers blade. Da der igen i år dukkede ‘græsstå’ op, tænke jeg , ‘Ok, det var et forsøg værd. De er bare for sarte til at bo her ude på landet’.

Det viste sig, at krinolinenarcissen snedigt brugte den første sæson efter pottelivet til at tilpasse sig de nye og barske forhold. Ingen undervanding. Ingen kontrolleret temperatur. Ingen rare gartnere i grønt tøj, der nussede om den. Bare jord og regn. Og frost, kulde og blæst. Stakkels Askepot.

Alligevel lod den sig ikke kyse. Én lille blomst er dukket frem – ikke meget højere end de gule anemoner, der også bor i bedet. Og med næsten lige så spinkel en stilk.

Næste år kommer der vel flere? Nu har den jo fundet ud af, at det faktisk er ganske dejligt at bo på landet.

God mandag.