Endnu en mærkedag

I morgen er der endnu en mærkedag i året at fejre. Det er Mariæ Bebudelsesdag. Et af de mest yndede motiver i renæssancens kunst, som vi har set utallige eksempler på.

Fra Angelicos bebudelsesbillede. Maria ser lidt bekymret ud – ikke så sært…

Jeg har skrevet om dagen på vores kirkes hjemmeside i serien med mærkedage. Det her var en af de sjovere at skrive. Det bliver sværere at skrive om påsken, der rummer så meget, at den går hele følelsesregistret igennem. Fra død og ulykke til opstandelse og påskeblomster.

Bebudelsesdagen, hvor englen kom og sagde ‘Frygt ikke’, som engle jo åbenbart har for vane, er mere til at gå til. Her i de protestantiske lande har vi det med at forsømme Maria lidt. Det er synd, synes jeg, og jeg råder bod på det ved at have en hel flok madonnaer i haven og drivhuset.

Også selvom der kan være et forfærdelig bøvl med de madonnaer, efter de har opdaget Me Too.

Heldigvis fejrer vi dagen i morgen – og det siges, at det er skik at gå i blåt tøj den dag, fordi Marias kåbe som regel fremstilles som blå – og at gøre noget særligt ud af dem, der er gravide. Så kender du en, der venter sig, skulle du måske plukke en blomst eller købe et lille påskeæg til hende i morgen.

Er der mulighed for det, skal man aldrig lade en lejlighed til at gøre lidt ekstra ud af de mærkedage.gå fra sig. De er en gave til os, så vi kan få lidt at fejre.

Hvis du har lyst, kan du læse indlægget om Mariæ Bebudelsesdag her.

Madonnaen i Skivholme Kirke. Hun er fra omkring år 1200…
Og bebudelsen på et kalkmaleri i Skivholme Kirke.

Weekenden er godt i gang med rengøring og haveplaner for eftermiddagen, hvor solen igen vil varme på trods af den kolde vind. Der skal plantes hornvioler i krukkerne og fjernes staudetoppe.

Rigtig god weekend.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Endnu en mærkedag”

  1. Hej Karen – En flittig læser af dine indlæg – I dag var der henvisning til et gammelt indlæg med Madonna.
    Har du en forklaring på, hvorfor Madonna er afbilledet skiftevis med barnet i venstre og så højre side ???

    Like

    1. Hej Hans,
      Det må jeg indrømme, at jeg aldrig har tænkt over. Men mon ikke der hersker kunstnerisk frihed i den sag? Tak for, at du læser med. Det er jeg glad for at høre.
      vh/Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: