Ved jorden at blive…

Det blæser vildt. Solen er varm, men vinden er kold. Den river i buske og træer, og det drysser ned med pinde på græsplænen.

I bedene står de små forårsblomster og nynner i kor med bierne, der samler pollen fra krokus og påskeklokker. De er helt dernede, hvor vinden ikke får så voldsomt fat, hvor stængler ikke knækker.

Der er en grund til, at forårsblomster er lave. De kan putte sig ved jorden og labbe solskin i sig, selvom vinden river i trætoppene. De ved, de skal trykke sig for vinden, bukke for nattefrosten og rejse sig igen, når solen får magt op ad dagen.

Rosie og jeg var på havetur på vejen hjem fra en af dagens ture. Rosie er ikke så god til haver. Hun sætter sig gerne midt i en primula for at fundere over verdens gang. Det blev derfor kun en hurtig tur rundt i haven for at se på de små, lave forårsblomster. Scilla, snepryd – og krokus. Hvide krokus, lilla krokus og de lyslilla, der sår sig selv alle vegne.

Fælles for de tidlige blomster er højden – eller ‘lavden’ om du vil. De er små, kan tåle vindens susen, og så kan de synge – eller i hvert fald nynne.

Jeg hørte det selv. Først lød det som en summen, men da jeg hørte ordentligt efter, var det helt tydeligt Grundtvigs gode, gamle sang, der summede mig i møde:

Vi er ikke skabte til højhed og blæst,
ved jorden at blive, det tjener os bedst.

God søndag.