Stæren er kommet

I morges hørte jeg lyde fra trætoppene i udsigtshaven. En piften, fløjten og knebren. Det var stæren.

Det er altid en jubeldag, når man hører stæren første gang. Det betyder ikke, at det er blevet forår, men det betyder, at foråret er på vej.

Sidste år skrev jeg om stærenes ankomst, om stærekasser og om stæres højlydte liv. Det kan du læse om her, hvis du gik glip af de indlæg. Den nye stærekasse, vi satte op sidste år, sidder det helt rigtige sted. For vi kan lure på stærene ud af badeværelsevinduet på førstesalen, uden de ser os.

Derfor var vi så heldige sidste år, at vi så stæreungerne forlade reden. Vi var der i lige det rigtige, korte øjeblik. En efter en plumpede de blafrende til jorden, sundede sig lidt og løb ind under en busk. Der sad de så og baskede med vingerne, til de lige pludselig fik styr på de uregerlige lemmer og fløj ud over landskabet.

Stæreunger er ikke som solsorteunger, der basker hjælpeløst rundt i længere tid (og derfor bliver ædt fra en kant af). Det kan virke grumt, at nogle af dem nærmest bliver født som mad til rovfugle, krager, ræve og katte, men blev alle solsorteunger til solsorte, blev der nok lige mange nok.

Stæreungerne er hurtigt på vingerne, og resten af sommeren kan vi glæde os over deres flyveøvelser over engen. De har jo meget at nå. De skal optræde med sort sol i marsklandet, og de skal hele den lange vej til Sydeuropa kun ganske få måneder efter, de blev lagt som æg i en stærekasse i Skivholme.

God piftende, knebrende, fløjtende torsdag.