Flere lyspunkter i den mørke vinter

I går viste jeg nogle af de lyspunkter, der er at finde ude i haven lige nu. Man skal måske nok kigge efter dem og være opmærksom på dem, men de er der.

De tidlige løgplanter er ved at stikke snuden frem. Hvis det bliver koldt, går de bare i dvale, og så snart temperaturen stiger igen, vokser de ufortrødent videre.

På den her årstid ser man også den flettede stamme på pilen i skovhaven. Den er lidt væk om sommeren, for den er ikke så høj. Om sommeren er den næsten dækket af naboplanterne. Til venstre i billedet er det skimmia, og til højre Skovfrytle, som jeg har fået af Lisbeth (Lisbeths Haveblog). De giver også grønt at se på hele året, og de bliver ikke ædt hverken sommer eller vinter. De breder sig moderat, og bliver de for voldsomme, flytter jeg bare nogle af dem. Der er altid et sted, der trænger til grønt.

Skimmia er en skøn vinterplante. Knopperne står hele vinteren og springer ud i foråret. Jeg køber dem tit til julekrukkerne, og bagefter bliver de plantet ud, hvis de overlever vinteren i krukken. Selvom de ikke får en helt så imponerende blomstring i den tørre og mørke skovhave, overlever de alligevel og giver grønt at se på hele året.

Den grønne skrænt, der er dækket af efeu, ser man også mere i vintermånederne.

Men det allermest opløftende i haven er slet ikke i den. Det er alt det, der er udenom. Jeg tog kameraet med ud på Rosies formiddagstur i dag. Husbonden og Maggie er igen hundeteam på en sneppejagt på Schackenborg, og vi er alene hjemme og hygger os i køkkenet. Jeg skriver og arbejder, hun sover.

Udsigten er der hele året og fra alle dele af haven. Og selv i januar er den værd at se på.

Derfor er der to ting, jeg skal huske for at finde vinterens udendørs lyspunkter. Se ned og find detaljerne – og se op og ud.

God tirsdag.