Lys midt på dagen

Som vejret da skifter. I går var det klart frostvejr, og man kunne stadig se udenfor ved halv fem tiden. I dag? I dag er det mørkt, koldt og klamt – med byger af iskold regn.

Jeg arbejder hjemme, og jeg har lyset tændt her midt på dagen.

Derfor tænkte jeg, at jeg da bare kunne gå helt over gevind og tænde stearinlysene også. Måske lade som om, det er aften, og at det bliver lyst igen i morgen? Det er faktisk ret hyggeligt.

I køkkenet tygger hundene kødben. Det lugter ret fælt, for benene er vellagrede, men de får så fine tænder af det. Husbonden laver årsafslutninger for sine kunder. Jeg har søgt ind i stuen til de tændte lys med den bærbare, en lang liste af regninger, der skal konteres, og et referat, der skal skrives fra et møde tidligere i dag.

Det er bare om at blive færdig i dag, mens det alligevel er skummelt og mørkt. For i morgen er det lørdag. Og lørdage er altid gode, uanset vejr og vind.

Der er en bog, der hedder Mørke midt på dagen. Den handler ikke om vejret, men om en helt anden slags mørke og formørkelse. Det var nok den titel, der gav mig ideen til overskriften i dag. For lys midt på dagen er nok så positivt.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Lys midt på dagen”

  1. I morges talte vi netop om, at det var længe siden, det havde været så mørkt. Og jeg skal da love for, at mørket holdt ved. Pyyyh, nu må det gerne snart gå lidt kvikt med både dagslængde, soltimer og forårstegn.
    Kh Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: