Temperaturen er steget, og efter den tidlige morgens isslag regner det nu. Regnen falder på den frosne jord og bliver til is, når den rammer. Det er farligt vejr. Faldevejr. Selv Rosie glider på isen på trods af pigfødder og firbenstræk.

Fuglene flitter frem og tilbage mellem foderpladserne, og luften er fuld af dryppelyde og dompappens fløjtende kald.
Vejrskifte. Fra højtryk til lavtryk. Fra blændende lys til halvmørke hele dagen. Klokken er 10, og det bliver næppe lysere i dag.

Inde har vi været tidligt oppe. Husbonden og Maggie er igen kørt til Fyn på godsjagt lidt i seks i morges. Rosie og jeg bliver hjemme. Vi bager. Ja, det vil sige, jeg bager, og Rosie kommer med opmuntrende snorken fra hundekurven. Hun venter med at yde en aktiv indsats, til der skal prøvesmages.

Småbrød med rug, honning og hørfrø,

rugbrød (bare den blå kernebrødsblanding fra Valsemøllen – tilsæt kun vand – ikke noget kompliceret) og engelske muffins. Vi planlægger en langsom brunch en af dagene, og der skal der engelske muffins til. Flækket med en gaffel, så ristefladen bliver ujævn og sprød. Med røræg og et par skiver bacon, en stor kop te og en frisk morgenavis.

Duften af nybagt brød fylder køkkenet og er med til at løfte humøret sammen med kalenderlyset, der stadig støt arbejder sig frem mod den 24. Her i køkkenet er der varmt, duftende og hyggeligt.

Lidt ekstra hygge og varme har man brug for i dag, for det er altså hundekoldt, og det er trist at se sneen forsvinde – især er det trist at mangle det klare vinterlys. Vi har kunnet se ude om aftenen uden pandelampe de sidste dage. Den får vi brug for igen i aften.
Sålænge det er så ufatteligt glat som nu, bliver Rosie og jeg inde og hygger os med bagværk, computer og morgenradio. Hun kan blive luftet på græsplænen i dag. Og så håber jeg, det bliver bedre, inden husbonden og Maggie igen skal ud at køre ad de glatte, smalle og snoede veje til og fra motorvejen for at komme hjem til os igen.
God 4. juledag.
Det lyder sørme hyggeligt 🙂
Jeg håber, de kom godt hjem, for jeg kan forstå, at det var megaglat mange steder, og vist især på Fyn,
Kh Lisbeth
LikeLike
Det havde været helt sindssygt glat på de små veje på Fyn. Per sagde, han aldrig har oplevet noget lignende, og han har da kørt bil i nogle år efterhånden. Men de kom sikkert hjem, og nu er sne og is helt væk. I næste uge venter de åbenbart mere vinter, og så kan det være, I er heldige at få et drys igen også 🙂
Kh, Karen
LikeLike
Ja, fyføj der er glat! Håber, at de 0-3 grader i morgen holder stik, så jeg ikke skal ud at køre i det når jeg får fri kl. 23.
LikeLike
Uha ja. Jeg har trippet meget forsigtigt rundt derude med Rosie i dag. Hun glider også som en Bambi på isen. Og det er ikke væk endnu. Sålænge, der er frost i jorden og vejbanen…. Pas på dig selv!
LikeLike
Det lyder som en rigtig god arbejdsfordeling i har i køkkenet 🤗. Har lige været ude og handle lidt og det er lumskt at gå på fortovet, så jeg foretrak at gå i rabatten hvor der er lidt sne. Måske man skulle gøre som dig og bage lidt, feks de små brød 🍞🍞.
LikeLike
Det er en hyggelig beskæftigelse, når det er trist udenfor. Det dufter og smager 🙂 Pas på dig selv – brækkede ben er ikke noget godt nytårsforsæt!
LikeLike