Midtvejskrise og renovering

De dekorationer, der har stået i godt 14 dage er ikke helt så friske, som de har været. Noget af det grønne er visnet, og nogle af lysene er brændt ned. En slags midtvejskrise. Det er ikke lige sådan, vi gerne vil se pynten til jul.

Det er der råd for. Slæb dem ud i køkkenet til en renovering. Skift lys, skift lidt af det grønne, bind lidt mere pynt på.

Adventskransen, bundet på det rustne stativ fra Claus Dalby, fik nye lys. Den er tørret smukt ind, men der var opstået et par bare pletter, der blev dækket med lidt mere pynt sat på med limpistolen.

Den store adventsdekoration, jeg lavede, for at der skulle være en stor deko med bloklys, der kunne brænde hele december fik monteret et par nye lys. Den er lavet i våd oasis, og det grønne var derfor frisk nok endnu.

Det grønne er stadig frisk i den våde oasis.

Og så var der de gule julestjerner i køkkenet. Jeg må indrømme, jeg ikke har fulgt mine egne råd til, hvordan man passer en julestjerne. De stod i køkkenvinduet, og det bliver lukket op i tide og utide. De havde fået træk, havde tabt de fleste af de grønne blade, og de stod der og mumlede noget om ‘vort mismods vinter’ og hævdede, at de frøs om de bare ben. Det kunne vi ikke have.

Jeg klippede blomsterne af og satte dem i en vase.

Hvis du vil gøre det samme med blomster fra julestjerner, skal du huske, at enden af den afklippede blomsterstilk skal holdes ind i flammen på et stearinlys i 5 sekunder. Det lukker stilken og forhindrer den mælkehvide saft i at løbe ud. Blomsterne holder rigtig længe på den måde.

Dekorationen fra adventskalenderen trængte til en ny blomst og et nyt lys. Den fik en skimmia, jeg nappede fra skimmiaen foran drivhuset,

og et grågrønt lys, fordi jeg ikke lige havde et ‘skimmia-farvet’.

Det hjalp gevaldigt på stuens humør at få de renoverede dekorationer ind igen.

Man kan selvfølgelig gribe chancen til at lave nye dekorationer, for noget af det man lavede tidligt, er bare færdigt. Den store deko i teaktræsskålen er færdig og skal laves helt om i eftermiddag.

Jeg glæder mig allerede, for det er altså sjovt og hyggeligt at lave dekorationer. Men det er også rart at kunne give dem nyt liv her midt i december, når de når midtvejskrisen.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Midtvejskrise og renovering”

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: