Nemme småkager med syltet appelsinskal og chokolade

Da jeg var ude og handle for et par dage siden, stod jeg længe og kiggede på en af de der opstillinger med ‘ting til julebag’. Der er så meget fint krymmel og kagepynt – og jeg købte en lille bøtte med kandiseret appelsinskal.

Man kan af og til finde kandiseret appelsinskal overtrukket med mørk chokolade, og det gav mig ideen til at lave ‘de sædvanlige’ småkager og denne gang med syltet appelsinskal og mørk chokolade.

Jeg kom også mandler i kagerne, for mandler både smager godt og giver et godt bid. Nu havde jeg jo tænkt over, om jeg skulle lave nogle af de fine krakelerede kager. Den krakelerede overflade får man ved at rulle kagerne i flormelis, før man bager dem. Det måtte lige prøves, og det virkede.

Man ser tydeligt krakeleringen

Selvom det er ‘den sædvanlige’ opskrift, får du den her, så du ikke skal surfe rundt og lede efter den. Og måske den skal skifte navn fra ‘den sædvanlige’ til at hedde ‘grundopskriften’, for sådan er det jo med grundopskrifter – de er grundlaget for en hel masse variationer.

Du skal bruge:
75 g blødt smør
125 g brunt rørsukker
1 æg
150 g hvedemel

1 tsk bagepulver
1/2 tsk fint salt
50 g syltet appelsinskal (1/2 bøtte)
75 g grofthakket mørk chokolade
50 g grofthakkede mandler

og lidt flormelis til at rulle i

Rør smør og sukker blødt med en håndmixer, og rør ægget i. Bland melet med bagepulver og salt og rør det i. Hak chokolade og mandler og rør dem i dejen til sidst sammen med appelsinskallen.

Den gamle kniv, hvor spidsen er brækket af, er så god til at hakke med. Specialværktøj?

Brug en teske og den anden hånd til at forme små klumper af dejen (på størrelse med en lille valnød). Rul dem pænt runde og vend dem i flormelis. Læg dem på en bageplade med bagepapir og tryk dem lidt flade. Bag dem nu på 200 grader i cirka 10 minutter, til kanten er lysebrun.

Lad dem køle helt af, før du putter dem i en dåse eller et glas. Jeg fik 35 småkager ud af portionen.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

9 kommentarer til “Nemme småkager med syltet appelsinskal og chokolade”

  1. Hej Karen
    Du nævner bagepulver i teksten, men ikke i opskriften. Hvor meget skal der i
    God jul til dig🎄

    Like

  2. Måske skulle jeg prøve de småkager lyder gode. På bordet i køkkenet står vores ynglisk krydder kage og dufter har lige bagt så den er klar til eftermiddags kaffen.
    Det er selvfølig din krydder kage med tyttebær som vi er vilde med en dejlig kage. Og så bliver den ikke tør lige med det samme. Dejligt.

    Like

    1. Det er altså også en god kage. Vi er jo kun to i huset, så vi skærer den i en halv og to kvarter, og så fryser vi kvarterne. De kan tøs op i mikroovnen på et par minutter, og så er der nybagt kage 🙂

      Like

  3. Det var smart med kandiseret appelsinskal. Jeg er lige ved at tro, at jeg skal prøve. Af en eller anden grund har jeg aldrig været småkagebager. Jeg elsker derimod at bage ‘kager’ og brød. Men måske har jeg nået min småkagealder 🙂
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Det er så nyttigt at have nogle småkager på repertoiret – man kan lave dem i en fart, og så er der ‘noget’ til kaffen. Eller til når man skal have ‘noget’ med til et møde. Så prøv bare. Du kan jo tjekke, om du virkelig har nået småkagealderen, og hvis ikke, har du da en dåse småkager 🙂
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.