I går var jeg til julefrokost – det skal jeg også i næste uge – og i næste igen. For slet ikke at snakke om mellem jul og nytår… Julefrokosten er en af de sociale anledninger, der virkelig kræver noget af ‘køkkenpersonalet’. Der er masser af detaljer, der skal holdes styr på. Hver ret kræver sit eget tilbehør, og har man nu både røde og hvide løg, remoulade nok – og hvad med karrysalaten?

Met det i tankerne vil jeg gentage min guide til, hvordan man holder styr på tingene, så også Hr. og Fru Køkkenskriver kan hygge sig på dagen.
Kunne du bruge et par tips, så læs videre. Det allerbedste er, hvis man kan være flere om det og hver især medbringe noget. Der skal man bare dække bord og koordinere, så der ikke er 7 glas hvide sild og ikke nogen karrysalat.

Men inviterer man til julefrokost, og skal man selv stå for det hele, kræver det – som altid – planlægning. I indlægget om brunch til 18 fortalte jeg om min egen metode til at undgå køkkenpanik. Den virker også på en julefrokost, og i dag vil jeg gå lidt mere i dybden.

Start med at tænke på menuen. Skriv en liste. Tænk igennem, hvad der skal bruges til hver ret og skriv en indkøbsliste over de ting, du mangler.

Nu er det allerede mere overskueligt. Roen sænker sig lidt.

Derefter kommer vi til ‘hvad skal gøres hvornår’-listen. Den er værre. Men brug lidt tid på den, for den hjælper dig til at være effektiv og minimere spildtiden.

Menuen er frit opfundet, men ret realistisk. Og listen er lavet i Excel, så du også kan læse med – når det kun er mig, der skal kunne læse det, bruger jeg kragetæer på papir.
Det er en driftsikker måde at planlægge en julefrokost, så du kan bruge hovedet på noget andet end på at prøve at huske, hvad det nu var, du skulle huske.

Du kan udvide listen til også at omfatte ‘støvsuge’, ‘stryge festtøjet’ og ‘vaske de fine glas’ – eller du kan forkorte den. Det er din liste, og den skal passe til dit arrangement.
Når alt på listen er gjort, er der ikke andet at gøre end at tage rent tøj på (det trænger du sikkert til nu) og være klar til at tage imod gæsterne i god ro og orden.
God lørdag.
PS. Her er links til nogle af opskrifterne til den tænkte menu:
Karrysalat
Stegte sild – de bedste, du kan få
Peberrodssalat
Frikadeller
Spidskålssalat med granatæble
Saltmandler (opskrift fra Lene på Fyn, der har den lækre side bagvrk.dk)
Sprængt oksebryst (opskrift fra Ude & Hjemme)
og selvfølgelig: Småkager til kaffen. Her er linket til de gode småkager med tranebær, mandler og kanel.