En skønhed i restsalg

Kender du høststenbræk? Saxifra Cortusifolia? Den bedårende, lille blomsterrige plante, der blomstrer i november?

Jeg fandt to potter af den lyserøde variant på ‘stop plantespild’ bordet i Plantorama i Tilst i forgårs, og jeg skyndte mig at nappe dem. Hvor heldig kan man være?

Jeg har holdt øje med sådan nogle, lige siden jeg så billeder af dem for et par år siden, men uden held. Jeg kommer jo heller ikke i plantecentre hele tiden, og det er nok derfor.

Der er noget fantastisk ved planter, der blomstrer udenfor den normale blomstringstid. De meget tidlige og de meget sene. Mon de satser på, at bare det, at der ikke er så meget for insekter at gå efter i ydersæsonerne, kan sikre dem befrugtende besøg? Sådan lidt ene hane i kurven agtigt? Vi kan jo se, at bare temperaturen er lidt over 8 grader, vrimler det med insekter i haven i november – og er der en solstribe, er der også dansemyg. Men der er ikke mange tiltrækkende blomster.

Og rent apropos solstribe – sikke da en vidunderligt smuk dag, det var i går…

Den lille høststenbræk skulle kunne overvintre i krukker. Hmmm – det sagde jeg også om Isotoma, og det er også ganske rigtigt, hvis vinteren ikke bliver for hård. De Isotoma, jeg havde i krukker, frøs væk i februars tre dage med minus 20, og jeg har måttet købe ny i år. Det er nok mere sikkert at putte dem i jorden eller i hvert fald flytte krukkerne i sikkerhed, hvis det igen bliver så koldt.

Høststenbræk visner væk som andre stauder, men den kommer igen med fine blade til sommer – og med de lette, poetiske blomster i det dybeste, sene efterår.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “En skønhed i restsalg”

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: