Hvem tager dog billeder af en vej på forskellige årstider? Joh… det gør jeg. For hvor vores lille, snoede vej dog tager sig forskelligt ud hen over året.

I går, hvor den lave sol sidst på dagen sendte guldstråler hen over vejen, kom jeg til at tænke på, at jeg da vist snart har det samme billede i mange forskellige udformninger, og at det må der da være en grund til.
I vinter, hvor rimfrosten lagde et fortryllet lag over selv det mindste edderkoppespind, så det samme sted sådan ud:

Og sådan her en forårsdag, hvor mirabellerne blomstrer, og himlen er postkortblå…

Jeg er sikker på, jeg også har billeder fra vejen under det tætte løvhang om sommeren. Jeg kan bare ikke finde det. En vinterdag må jeg vist til at rydde lidt op i billedarkivet…
At følge årets gang med billeder fra det samme sted er ikke nogen ny ide. Men – den er god. For at se på billederne minder en om, hvor meget årstiderne forandrer landskabet.
Og her er virkelig dejligt på alle årstider her ude på landet, hvor vejene er smalle og snoede, hvor der er højt til himlen, og ganske, ganske stille en tåget morgen som i dag.

God fredag.
Tak for stemningsfulde billeder sammen med en tak for, at dit opskriftsarkiv fungerer. Jeg har nemlig lige villet finde en bestemt tærte, den med revne kartofler som bund. og det gik let.
God lørdag.
Hilsen Bodil.
LikeLike
Dejligt, det virker. Det handler om at huske at sætte emneord på indlæggene, så maskinen bedre kan finde dem. Jeg gør mig umage, men af og til smutter det, og så kan jeg heller ikke altid selv finde opskriften 🙂
God søndag og vh/Karen
LikeLike
Åh et dejligt sted. Det er smukt og fredfyldt på alle årstider.
For nogle år siden (2015) tog jeg hver tirsdag et billede til min blog fra samme sted på min vej hjem fra busstoppestedet. Det er faktisk en herlig øvelse i iagttagelse og eftertænksomhed.
LikeLike
Det er det. Og ja, her er fredfyldt, noget jeg har meget behov for. Stilhed og ro og kun meget, meget få mennesker. Mylder virker skræmmende, synes jeg, hvorimod andre bliver opløftede af det. Sådan er vi så forskellige 🙂
LikeLike
Det ser så fredfyldt på alle årstider du viser billeder fra.
LikeLike
Her er virkelig dejligt, og jeg påskønner det hver dag. Fred og ro er så vigtigt.
LikeLike