Plante-Tetris

Kan du huske at spille Tetris? Det stærkt vanedannende spil, hvor blokkene kom dalende hurtigere og hurtigere, til man til sidst ikke kunne nå at vende og dreje dem og rydde pladen længere?

Det spil har jeg spillet hen over den sidste uge mellem bygerne. Men i haven, ikke på computeren. Plante-Tetris. I sidste uge fik jeg nemlig et helt fantastisk tilbud: Du må få mine lysegule stauder, hvis du vil hjælpe med at grave dem op.

Tilbuddet kom fra en sød og dygtig havedame, Elsebeth, i gruppen Stauder på Facebook. Den bedste havegruppe af dem alle efter min mening. Hun ville lægge farvetemaet i sin forhave om og ville derfor gerne af med de lysegule stauder, der stod der. Sådan et tilbud kan man da ikke afslå. Vi havde en hyggelig times tid med havetur og graven, og bagefter kørte jeg hjem med sådan en bil:

Gul Sankt Hans urt. Gul stormhat. Gul frøstjerne. Gul klæbrig salvie. Gul bispehue. Løvehale. Og en masse små frølinger af blandt andet guldbaldrian. Masser af spændende og ikke helt almindelige stauder – alle lysegule og gule – temafarven i skovhaven. Nu er målet efterhånden nået, for nu er der planter i skovhaven, der kan blomstre hen over hele sæsonen. Dejligt.

Her er det staudesolsikken Lemon Queen.

Det har taget længere tid at plante dem, end det tog at grave dem op. For hver gang en plante skal i jorden, skal en anden flyttes, og sådan bliver det ved. En kædereaktion nærmest uden ende. Og det hele skal passe sammen til sidst. Plante-Tetris.

Jeg benyttede chancen til at få lagt nogle flere løg, jeg samlede omhyggeligt opgravede anemonerødder sammen og lagde dem i jorden igen, og jeg flyttede utallige selvsåede martsvioler ud til hækken, mens jeg drømte forårsdrømme om anemoner og duftende violer.

Planterne er nu alle kommet i jorden, og det er bare at vente. Vente på, at de etablerer sig, visner ned, dukker op igen i foråret, vokser og blomstrer. Hvor jeg glæder mig til at se det hele komme igen til næste år.

Stor tak til Elsebeth fra gruppen Stauder. Det var det smukkeste og mest generøse tilbud, og du må virkelig komme og se til dem, når det igen bliver sommer.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “Plante-Tetris”

  1. Sikke en fantastisk gave! virkelig fine planter – og den lysegule er så lækker, synes jeg. Lemon Queen lyser op bagerst i haven hos mig – den kan skimtes fra køkkenet og er så flot lige nu.

    Like

    1. Det gør jeg også – den er så fin og ren. Du skal nok blive spammet med billeder. Og til næste nytår – langtidsplaner er gode at have – skal der nok komme et indlæg med ‘lysegult året rundt’ 😀
      Kh, Karen

      Like

  2. du er da en lykkens pams julefis eller hvordan det nu hedder
    det er da en gave man kan forstå
    held og lykke med at få det til at gro

    Like

Der er lukket for kommentarer.