Blommechutney med ingefær og chili

Endnu en opskrift med blommer. Dem kan man ikke få for mange af – og de må gerne være forskellige. Her får du opskriften på en meget enkel blommechutney, der kan bruges i stedet for mango chutney til varme retter – eller til kød eller ost.

Denne chutney er uden de rosiner, man så tit finder i en chutney, og det gør den både friskere i smagen og kønnere i farven, ren win-win…

Til chutneyen skal man bruge:
1 kg udstenede blommer
1 stort, finthakket rødløg
2 spsk revet ingefær
1 chili – udkernet og finthakket
2, 5 dl æbleeddike
1,5 tsk salt
250 g sukker – gerne det lysebrune rørsukker

Måske også lidt hot sauce – Tabasco, Frank’s eller Lingham’s, vælg din yndlings – til tilsmagning

Gør blommer, chili og løg i stand. Hak chili og løg, udsten blommerne og skær dem i kvarte. Skræl og riv ingefæren, og bland alle ingredienserne undtagen hot sauce i en gryde. Bring gryden i kog og kog uden låg, til konsistensen er som tyk marmelade. Rør ofte. Det øger fordampningen, og det sikrer, at chutneyen ikke brænder på.

Når konsistensen ser rigtig ud, og chutneyen bobler som tyk lava, er det tid til at smage til. Hvis din chili har været til den milde side, kan du nu tilsætte lidt hot sauce til en chutney med lidt mere spark. Det gode ved at bruge hot sauce er, at du kan smage forskellen med det samme. En ekstra chili i gryden kan gøre det for stærkt – eller måske stadig for tamt.

Hæld den færdige chutney på rene glas og luk for dem med det samme. Chutney vinder i smag over tid, men den kan spises, så snart den er blevet kold.

Det tager en 35-40 minutter at koge chutney ind, og det er lidt kedeligt at stå der og røre og vente. Men det er umagen værd. For tynd chutney er der ikke meget ved. Smagen fortættes, når væden fordamper.

Du kan måske høre lydbog eller radio imens? Eller du kan gøre, som jeg gør: have en bog liggende på køkkenbordet ved siden af. Læs, rør, læs, rør. På den måde går tiden hurtigt, og du har 3 glas chutney, før du aner.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Blommechutney med ingefær og chili”

  1. Det lyder lækkert – og en opskrift uden rosiner er altid et plus her i huset. jeg kører også læse-metoden – så er det pludselig hyggeligt at røre i gryden/passe på røremaskinen, mens den er i gang.

    Like

Der er lukket for kommentarer.