Forårsløg

Nu er udvalget i forårsløg allerstørst. Alle vegne er der løg til salg. I Netto, i plantecentre og hos specialisterne på nettet. Alle prislejer og kvalitetsditto er repræsenteret.

Fra Forår i Fuldt Flor i Tivoli Friheden

Det er lidt svært ikke at falde for løgene, når man ser de farvestrålende billeder på poserne.

Men – jeg er absolut ikke vild med at lægge løg. Det er koldt, det er som regel også vådt, og der er så mange rødder i jorden (især i skovhaven). Det er noget bøvl. Når vi kommer til løglæggersæsonen, vil jeg hellere gå tur i skoven og bagefter ind i varmen for at læse i en god bog. Derfor har jeg også valgt at satse på løg, der kommer igen.

Blushing Apeldoorn ved Skivholme kirke i maj.

I år har jeg bestilt Darwin hybrider. De tulipaner kommer nemlig igen. Og igen. Og igen. Det er mest i skovhaven, der skal lægges løg, og der er farverne hvide og gule nuancer. Gule Apeldoorn, Blushing Apeldoorn, og så en yndig, lille botanisk tulipan, der hedder Batalinii Bright Gem.

Jeg har også købt prydløg, både de almindelige lilla og de lette og kønne honningløg.

Honningløg i haven

Derudover skal alle løgene fra forårets potter også lægges. Alle de små narcisser, tulipaner og sommerhvidblomme, der stod i krukker rundt omkring.

Tulipa Saxalitis i krukke foran drivhuset.

Nu holder jeg mig derfor i skindet. Der skal ikke købes flere løg. Slut, prut, finito.

Øhhh, siger du ‘Hvad med et par krukker tulipaner til at stå udenfor drivhuset?’

Nej, slut. Ikke?

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Forårsløg”

  1. Kan ikke huske navnet på de tulipanløg som jeg satte i Kolonojseren for syv år siden, men men de er troligt kommet med tulipaner hvert år

    Like

  2. Jeg er helt med på kun at lægge løg, der kommer igen. Livet er for kort til at lægge løg i sjaskvåd og kold jord år efter år.
    I foråret besluttede jeg mig for en farveskala til mit relativt nyere bed i nærheden af huset. Og nu: Hvor dum kan man være, for jeg kan ikke huske, hvilke tulipaner det var, jeg tænkte, ville være smukke foran den teglfarvede mur. Var det orange? eller grønhvid? eller hvidgult eller… Jeg er SÅ træt af mig selv. De orange du viser fra kirken er virkelig smukke.
    (Altså, jeg troede virkelig jeg kunne huske det, for det var så logisk, dengang i maj.)
    God fornøjelse med dine. Det bliver smukt i hvidt og gult.
    Kh Lisbeth

    Like

  3. Åh ja, man bliver så fristet. Heldigvis har jeg kun en altan, men derfor følger jeg alligevel stadig med i, hvad der kommer af nye ting og holder også stadig af en tur på planteskole. God weekend til jer.

    Like

Der er lukket for kommentarer.