På vej til og fra Afghanistan

Det ene store fly efter det andet flyver over os her i Skivholme i dag. Luften er fuld af den dybe, buldrende lyd. Af og til hører vi også et jagerfly, men konstanten er den dybe buldren.

Vi kan ikke se dem – der er mange skyer, og de er højt oppe. Men vi har en god ide om hvad, hvem og hvorfor. Evakuering. Afghanistan.

For ganske få dage siden hørte vi samme lyd, og vi så de store fly højt oppe med kurs mod nord. Sikkert på vej til Island og videre hjem til USA tænkte vi. Tropper på vej hjem. Vi snakkede en del om, hvorvidt det nu også var en god ide.

Det viste sig hurtigt, at det var det ikke.

Nu går turen den anden vej igen. For med livet som indsats at hente så mange som muligt hjem.

Taliban styrer nu Afghanistan. Kvinder skal igen stenes for ingenting, dræbes brutalt for at ville det, vi ser som en selvfølge, og lukkes inde i en burka, hvis de overhovedet tør vove sig udenfor en dør. Jeg sender en arrig tanke til de danske kvinder, der vræler over en hånd på et lår for 100 år og en madpakke siden. Hvis bare en smule af den energi blev brugt på at tage entydig stilling til og derefter bekæmpe Taliban, IS og Hamas og deres tankegods. Også her i landet.

Der er så mange – også danskere – dernede, der rædselsslagne venter på hjælp lige nu. Modige danskere, der har gjort en indsats mod det onde selv. Du ved det – jeg behøver ikke fortælle mere.

Vejen mellem USA og Afghanistan går over Skivholme. Ja, det ved de ikke deroppe 10 km over os. De ved slet ikke, vi er her. Men måske kunne det varme dem lidt at vide, at der er nogen hernede, der lytter til dem, der ved, hvor farlig deres mission er, og at vi håber på og beder for, at de kommer sikkert hjem – med så mange som muligt inde i de store fly.

Nu kommer der et par stykker mere…

God tirsdag.