5. maj til 8. august

5. maj til 8. august. Det er den tid, man officielt regner som de lyse nætters tid. 5/5 – 8/8. Lidt for nøjagtigt regnet måske? Og lidt for meget som en huskeregel med de symmetriske datoer? 4. maj er det jo også lyst – i dag den 9. august forhåbentlig også.

Men officielt er de lyse nætter ovre for i år.

Det lyder så dystert, men det skal vi nu ikke lade os skræmme af. Der er mange dejlige sommerdage i vente endnu. Den næste månedstid eller deromkring. September er også tit dejlig, og der der gode dage i oktober. Det er da først sidst på året, at det virkelig, virkelig er mørkt. Især her, hvor der ingen gadelys er. Det er nok, fordi der heller ingen gader er – kun veje, og det er da langt at foretrække.

Det vil stadig være lyst i lang tid, når jeg går den hurtige tissetur med hundene ved 9-tiden, mens husbonden laver aftente.

Men på billedet fra i går – den 8/8 – ser man nu tydeligt, at lyset er det gyldne aftenlys og ikke længere klart dagslys.

Det positive ved det? Man kan se stjernerne. Man kan se solcellelamperne i drivhuset. Og man kan gå ud og se solnedgang. For selv om det regner, klarer det tit op henad aften, og vanddisen i luften giver de smukkeste farvespil.

Vi må nyde det, der er at nyde, for årets gang kan vi ikke forhindre. I dag rumlede skolebussen igen op ad bakken herude klokken præcis klokken 08.03 som altid. De lange dugstriber ligger på ruder og biler om morgenen. Og korsedderkopper laver spind i buske og døråbninger (altid lige der, hvor man går smask lige ind i dem). Det er virkelig blevet august.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “5. maj til 8. august”

  1. Tak for et dejligt, opmuntrende og optimistisk blogindlæg. Lige hvad jeg havde brug for her til morgen, hvor det igen er vådt, koldt og regnfuldt. Jeg har også tænkt på, at de lyse nætter er forbi, men du har jo ret i alt det, du skriver om flere sommerdage i august, og hvis ikke så dejlige septemberdage med klar blå himmel, og skulle september svigte, ja, så kan der også komme gode dage i oktober! Det er så godt at blive mindet om eller selv huske på, at selv når sommeren lakker mod enden, så er der alligevel positive ting derude i naturen så som stjernerne på himlen, solnedgangen og de lysende solcellelamper. Måske man skulle anskaffe lidt flere af dem!
    I øvrigt – tak for de mange gode opskrifter med squash! Dem er jeg begyndt at bruge af.
    God mandag.
    Venlig hilsen
    Bodil.

    Like

    1. Dejligt at høre, Bodil. Solcellelamperne er på tilbud mange steder lige nu, fordi sæsonen er ved at være slut – skynd dig, mens udvalget er der. De lyser ikke meget om vinteren, men der kan man jo bruge batterikæder. Bare det er LED lys, bruger de ikke så meget strøm.
      Vi spiser også de daglige squash, så det er godt med lidt opskrifter 😀
      Mange hilsener, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.