Fra kedelige kirsebær til lækker dessert

For nogle dage siden købte jeg en bakke kirsebær. De var så flotte. Røde og struttende.

De smagte bare ikke rigtig af noget. Derfor fik de lov at stå, og pludselig smagte de ikke bare kedeligt. De så også kedelige ud.

Jeg var lidt ked af at smide dem på komposten. De havde jo kostet lidt… Derfor udstenede jeg dem og kogte dem til kompot. Kompotten smagte bare også kun af meget lidt. Derfor fiskede jeg bærrene op og kogte væden ind til sirup, før jeg igen blandede bærrene i. Det hjalp lidt, men ikke meget.

Enten var arbejdet nu helt spildt, eller der måtte findes på noget. I skabet stod der en sjat Hansen rom fra julens risalamande (hvordan det hænger sammen, skal jeg komme tilbage til i december).

Kirsebærkompotten fik en god sjat af julerommen. Nu blev det pludselig en helt anden sag. Rommen fremhævede kirsebærsmagen, og på en klat italiensk vaniljeis blev det til den lækreste sommerdessert.

Man skal ikke give op. Eller skal man? Er det det værd?

Er det ikke uforholdsmæssigt meget arbejde for meget lidt? Jo. Det havde nok været mere økonomisk at smide de kedelige bær på komposten. Sukker, strøm, rom… og tid. Det løber op alt sammen. Der er jo andet i verden at overveje end madspild…

Det bedste havde nok været slet ikke at købe bærrene, der havde været længe undervejs fra Sydeuropa. Man kunne jo have sagt sig selv, at de næppe var som danske, friske bær?

Men så havde der heller ikke været dessert på en hverdag, vel?

Det man kan lære af hele denne lange historie er, at kirsebær i det hele taget bestemt ikke bliver ringere af rom.

Og at det er klogt at vente, til man om ganske kort tid kan få friske, modne, danske bær.

God tirsdag.