Pasta med chorizo, blommetomater og kapers

Har du brug for en hurtig pastaret, der er så god, at den kan bruges til både hverdag og fest? Så kig med her. Frisk pasta med chorizo, blommetomater, peberfrugt, løg, hvidløg og kapers. Pyntet med masser af frisk basilikum.

Retten er sprængfyldt med smag, og den tager kun 20 minutter at lave. Dejligt, når vejret er så godt, at køkkentiden skal minimeres.

Du skal bruge:
1 pakke frisk pasta
100 g chorizo (vælg en god, fast en – den jeg valgte, var for tam, så jeg måtte putte ekstra chili i)
10 blommetomater
1 lille hakket løg
1 peberfrugt i tern
3 fed hakket hvidløg
2 spsk kapers
En god håndfuld friske basilikumblade

Skær pølsen i skiver og steg skiverne sprøde. Tag dem af panden. Steg nu løg og hvidløg klare på samme pande i det fedt, der er smeltet af chorizoen. Tilsæt peberfrugten og lad den stege med et minut eller to. Skær blommetomaterne i kvarte og kom også dem på panden. Lad dem stege, til de safter lidt. Bland med kapers og de stegte chorizoskiver, og varm det hele godt igennem, før du blander det med den nykogte pasta.

Pynt med masser af basilikum og server med friskrevet parmesan/grana. Jeg bruger som regel Grana Padano.

Grana er billigere end parmesan, har en god smag og struktur, og så har jeg været lige der, hvor osten kommer fra. I hvert fald praler de af det i Peschiera del Garda, selvom Fru Google faktisk siger, osten stammer fra Podalen, og at Padano netop betyder ‘fra Podalen’. Men lad dem nu fejre den gode ost i Peschiera, ikke?

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Pasta med chorizo, blommetomater og kapers”

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: