Man har da lov at være heldig

Jeg var altså noget bekymret for vejret til 2. pinsedag. Som jeg fortalte, havde vi arrangeret friluftsgudstjeneste med brassbandet Da Capo, og en tuba skal da helst ikke bruges som regnmåler…

Men alt gik godt, og det begyndte først at regne hen på aftenen. Man har da lov at være heldig.

Det er altid lidt nervepirrende, når man planlægger udendørs arrangementer på vores breddegrader. Af og til undrer jeg mig, når folk bygger udekøkkener – især dem uden halvtag, for det øger da risikoen for en noget tyndere gin&tonic end planlagt…

Før et udendørs arrangement, bruger man timer på at stirre på en ond vejrudsigt og på at bekymre sig. Men går det godt, og vejret samarbejder, er udendørs arrangementer så dejligt festlige, især på denne årstid, hvor frugttræerne blomstrer, og fuglene synger.

Selv når brassbandet spillede, kunne man høre en lille havesanger kvidre i et sted i træerne. Ligesom fuglesang er sådan et brass band skabt til udendørs lyd. Der er plads til lyden, når der er højt til himlen, og den bløde lyd af messingblæserne var smuk i den disede luft – ikke mindst, da de spillede ‘Nu kommer fuglene igen’.

Her et kig på præstegårdshavens enorme blodbøg, mens folk så småt er begyndt at indfinde sig.

Den udendørs gudstjeneste er en pinsetradition hos os og lidt af et tilløbsstykke. Folk har stole, tæpper, kaffe og kage med hjemmefra, og bagefter er der almindelig hygge. Hygge af en slags vi ikke har kunnet gennemføre i over et år. Sikke en fest det var at se mennesker igen.

Kaffe/kage delen af programmet blev nu kortet lidt af i går, for så varmt var det heller ikke, og selv orkestret frøs til sidst.

Der var en særlig grund til, at jeg var lidt oppe og køre i forbindelse med arrangementet. Det var vores nye hjemmeside, hvor vi skulle annoncere, om det hele blev til noget eller ej. Hjemmesiden er helt ny, og jeg har brugt timer og atter timer på at arbejde med den. Og så ville skidtet ikke opdatere, da jeg havde skrevet indlægget med ‘BREAKING NEWS – vi gennemfører’. Klokken 11, stod der stadig, at man skulle holde øje med siden for at vide, om det hele blev til noget. Og det hele skulle starte kl. 14. Jeg var ved at skrige af frustration. For anden pinsedag er der ikke meget hjælp at hente, når siden fryser. Men – det kom da igennem til sidst.

Sidst på dagen lykkedes det også at lave en gallerivisning med billeder fra dagen. Det tog også alt for lang tid, fordi hele systemet stadig er ret nyt for mig. Hvis du har lyst til at se billederne, er de lige her.

Nu ikke mere om det frivillige arbejde og dets glæder og kvaler her i Skivholme – i morgen har jeg en opskrift på en lækker esdragonsovs klar (skal lige bearbejde billederne lidt), og senere på ugen skal vi ud i haven og naturen igen. For det ser ud til, at det gode vejr endelig er på vej.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

8 kommentarer til “Man har da lov at være heldig”

  1. Hej Karen. Dejligt, at jeres 2. pinsedag gik så godt – det var virkelig med tilbageholdt åndedræt at vejrudsigten blev læst i de dage 🙂 Og hvor har du fået styr på den hjemmeside – jeg forstår godt, at det har taget sin tid. kh Jette

    Like

    1. Der er næppe noget bedre, end når man efter et arrangement kan sige: Det gik godt. Pyha 🙂
      Hjemmesiden er i Churchdesks system. Det har nabokirkerne, og så tænkte vi, det ville være smart at bruge det samme system. Det er ret nemt at arbejde med. Men det tager bare den tid, det tager – og det er meget 😀
      Kh, Karen

      Like

  2. Tak for kikket på jeres kirkes hjemmeside, dejlige billeder, dejligt når sådan et arrangement lykkes, det giver altid et boost til de ildsjæle som får den slags arrangementer til at ske.
    Hilsen Sonja

    Like

  3. Åh, hvor jeg kan fornemme din frustration. Teknik er overfedt, når det virker. Og ellers er det totalt….grmpf#!¤”!
    Tillykke med at det lykkedes og endda med orkester.
    Kh Lisbeth

    Like

  4. Kære Karen. Sikke en tour de force. Og hvilke fine billeder. Og hvilken frustration, da hjemmesiden ikke ville som du. Du må have bidt i pc-en eller alt, hvad der var i nærheden. Specielt elsker jeg billedet af de fire præster på klapstolene. Så hyggeligt og dejligt. Og hvilket orkester. Selvom det var køligt, må det have været så herligt. KH

    Like

    1. Det var så godt, Hanne. Det er dejligt at holde den slags arrangementer, men jeg var godt nok ved at gå ud af mit gode skind. Det er jo ekstra vigtigt, at en hjemmeside er helt med fremme, når den er ny. Ellers dropper folk den…
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: