Skærehave

I mange år har jeg hørt om skærehaver. Et område i haven, hvor der dyrkes blomster til buketter. Det nærmeste, jeg er kommet på en skærehave, har været georginebedet.

Men i år har vi fået en skærehave. Altså et skærebed. Et bed med sommerblomster i rækker – ene og alene til at plukke og lave buketter. Husbonden fræsede mig et bed i går, og nu er blomsterne sået.

Nogle af planterne har jeg forspiret. Nicotinia – den limegule – er for eksempel rigtig lang tid om at udvikle sig fra mikroskopisk frø til plante, og i vores lidt koldere område er forspiring en nødvendighed.

Jeg må også indrømme, at der var nogle af de frø, jeg havde købt, der burde have været forspiret, og som derfor sidder denne sæson over og venter på næste år.

Men der er en masse frø, der kan sås på friland her i maj. I bedet er der blandt andet Kinesisk Hundetunge, hvide morgenfruer, gyldne morgenfruer,

hvide mamelukærmer og hvid stolt kavaler.

Kort tid efter alle frøene var kommet i jorden, trak det sammen til regnvejr og begyndte at dryppe. Frøene blev vandet godt igennem i løbet af natten. Det er slet ikke så tosset, når det sker, for vander man for kraftigt der, hvor man har sået, ender alle frøene alle andre steder end der, hvor man har sået dem.

Nu er der kun at holde øje med bedet, luge ukrudt væk, når det kommer – og drysse Ferramol mod de lede snegle, der som en støvsuger kan tømme et helt bed for spirer på en nat.

Hvis ingen hunde tromler ind gennem bedet,

hvis de førnævnte unævnelige ikke glider gnaskende hen over spirerne, hvis jeg husker at vande nok og ikke for meget – og hvis frøene spirer. Jeg tager forbehold, kan du høre. Der er så meget, der kan gå galt. Men – det kan jo altså også gå godt, og det er det, jeg håber på.

God fredag.