Jeg har fået en jordbærplante. En Mara des Bois. Det var ikke en sort, jeg kendte, men nu har jeg læst op på den, og det lyder forjættende: mange bær hen over hele sommeren med smag som skovjordbær og størrelse som almindelige jordbær.

Vi plejer ikke at have jordbær i haven. Vi har alt for mange snegle, der kommer ind ude fra markerne, og det bliver bare ærgrelse på ærgrelse. Men i marts måned, da jeg var i Fuchsiahaven, hvor jeg fik de supergode såbakker, var Kelvin, der ejer Fuchsiahaven, i gang med at potte jordbærstiklinger. Han fortalte mig om den her særlige sort, og han gav mig en plante med hjem.
Den var en bette pistling, som alle jordbærplanter er det i marts.

Nu er de første blomster sprunget ud, og der er jordbær på vej. Mara des Bois bliver en krukkeplante, jeg kan gemme for sneglene, for jordbær kan sagtens trives i en krukke, hvis de bare får vand nok og lidt gødning i ny og næ. Sådan en jordbærplante i en krukke er også ret dekorativ – ikke mindst når den begynder at lave udløbere.
Det bliver spændende at prøvesmage bærrene.

God tirsdag.
PS: Jeg ved ikke, om de har flere af dem i Fuchsiahaven, men man kan jo ringe og spørge. Kelvin fortalte, at der var et mininumskøb på 600 planter, da han bestilte, så mon ikke?
Sjovt er har også prøvet at have lidt jordbær i år. De hænger på væggen i krukker og der er blomster der på. Det bliver ikke til mange men er sjovt at prøve.
LikeLike
Måske kunne du sætte kobbertape om krukken? Det siges, at dræbersneglene ikke tør kravle over det..
LikeLike
Det lyder forjættende. Kan du ikke have dem i et af de sneglefrie højbede?
Kh Lisbeth
LikeLike
Det er kun en enkelt plante, jeg fik forærende. Nu vil jeg teste den i krukken, og hvis de er så gode, som de lyder til, vil jeg plante udløberne.
Kh, Karen
LikeLike