Til dronningens fødselsdag eller?

Et gammelt ord siger, at man kan klippe roserne på dronningens fødselsdag. Den 16. april.

Den 16. april vågnede vi op til frostgrader og is på spejlbassinet, derfor er det nok ikke verdens bedste ide at følge det gamle ord i år. Et andet gammelt ord siger, at man kan klippe roserne ned, når forsythiaen er afblomstret.

Det sidste giver meget mere mening. For nogle år blomstrer forsythiaen tidligt og andre år sent. Det afhænger af temperaturen. Hvornår man skal klippe roser (og lavendler) ned afhænger også af temperaturen. I år er det – naturligvis – sent.

Vores forsythia er kun lige sprunget ud, og det var først i går, jeg så de stærkt gule buske blomstre i hegnene. Derfor venter jeg lidt med roserne. Lader dem stå i fred. Vejrudsigten siger klart vejr med kolde nætter, og er der bare den mindste mulighed for frost, bliver det helt sikkert frostvejr hos os. Vi bor på en kuldeplet.

Men når de gule blomster begynder at hænge og drysse af grenene, og det endelig bliver tid, vil jeg følge Claus Dalbys råd om både at beskære og binde grenene vandret, så der kommer flere blomster.

Jeg er lidt spændt på roserne i år – spændt på den lidt trælse måde. Jeg synes flere af dem ser noget døde ud. Men… vi får vente og se. Andet kan man jo ikke…

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Til dronningens fødselsdag eller?”

  1. Uha, I har det stadig koldt. Og de truer med grimme temperaturer, selv her. Nattefrost… nu må jeg be’ om mine himmelblå! Men sikken en dag, det har været i dag 🙂
    Jeg har også altid brugt ‘den med forsythiaen’, for man kan sige meget godt om vores dronning, men busken er altså bedre til at vurdere vejr og dagslængde. (Jeg klipper også hortensiaer efter forsythiaens anvisning).
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Nattefrost i Ebeltoft? Ja, så er det virkelig koldt. Jeg har allerede klippet Annabelle hortensiaen ned. Den blomstrer jo på førsteårsskud, så det plejer jeg at gøre i marts uanset vejret. Hårdt og ned til 30 cm over jorden. Nu må vi håbe, den holder til det i år også. Men mon ikke?
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.