Januarsol og appelsiner

Minus 9 på termometret lørdag formiddag. Sol på bakkerne.

En frisk og skarp duft af appelsiner i køkkenet. Som altid i januar har jeg lavet appelsinmarmelade. Den, der laves over to dage.

Appelsinmarmeladen er en januartradition, for i januar er det, at appelsinerne har mest saft og sødme. Der blev rigtig mange glas ud af portionen på 3 kg appelsiner og 1,5 kg citroner. Der er til mange måneder og til små gaver.

Efterhånden laver jeg marmeladen lidt på slump. Det betyder ikke så meget, om der er lidt flere appelsiner eller lidt flere citroner. Bare det passer med forholdet mellem frugt og sukker. 500 g sukker til 1 kg frugt. Vil du have opskriften er den her:

Appelsinmarmelade dag 1
Appelsinmarmelade dag 2

Da køkkenet igen var ryddeligt – det roder altså med glas, kæmpegryde, skåle, skeer, marmeladetragt, vægt, sukkerposer og alt det der – tog hundene mig med ud på en luftetur over til skoven, hvor frosten sad tykt på grenene i slagskyggen fra de store træer.

Den blå himmel giver sneen et blåt skær.

Hjemme i varmen igen var der sol i stuen og tulipaner på bordet. Så kan det da ikke blive mere januarweekend, kan det?

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Januarsol og appelsiner”

  1. Kære Karen, godt nytår! Min svenske grønthandler her i Hørsholm, Pelle, havde pomeranser forleden. Jeg købte 12, googlede og fandt din “professorens pomeransmarmelade”. Den smager vidunderligt!
    Kh Eva (“Palles Eva”)

    Like

    1. Kære Eva,
      Så hyggeligt at høre fra dig. Også godt nytår til dig og Palle. Ja, den er god den opskrift. Det er ikke så tit, man finder pomeranser heromkring. Jeg har ikke være inde i Aarhus siden før jul. Alting er jo lukket, og vi arbejder hjemmefra, så jeg kommer kun til Rema i Skovby og af og til i Bilka, der er det nærmeste store supermarked. Så vi må nøjes med standardsortimentet.
      Hils Palle og hav det godt!
      Kh, Karen

      Like

  2. Hej Dalsgård. Jeg er glad for,at jeg fandt jer og er begyndt at modtage mails. Spændende “fortællinger” og lækre opskrifter skrevet i et rart og behageligt sprog. Man får lyst til både at lave jeres opskrifter og at se naturen. I morgen går jeg i gang med appelsinmarmeladen. venlig hilsen Børge Sørensen. Sorø

    Dalsgaard i Skivholme skrev den 2021-01-17 12:02:

    > Karen Engell Dalsgaard posted: ” Minus 9 på termometret lørdag formiddag. Sol på bakkerne. En frisk og skarp duft af appelsiner i køkkenet. Som altid i januar har jeg lavet appelsinmarmelade. Den, der laves over to dage. Fredag købte jeg appelsiner og citroner og sendte d” > >

    Like

    1. Kære Børge Sørensen,
      Det er jeg vel nok glad for at høre. Held og lykke med appelsinmarmeladen – den smager virkelig dejligt, så du får nok også en ny januartradition der 🙂
      Venlig hilsen, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: