Man har dårligt nok fordøjet julemaden, julefrokosten, julebrunchen og alt det andet ‘jule’, før et nyt køkkenspørgsmål melder sig på banen: Hvad med nytårsaften?

Forretten skal efter min mening være ‘noget med skaldyr’. Gerne rejer, der er lette og friske – og samtidig er til at komme til for penge.

Sidste år skrev jeg om nogle af de lækre, kolde og friske retter med rejer, jeg kunne tænke mig. Det var blandt andet rejemousse, vandbakkelser med rejesalat og torsk med rejer og rygeostcreme til dem, der ikke får torsk til hovedretten nytårsaften. Det indlæg kan du se i sin helhed her: Forretter med rejer til Nytårsaften.

Hovedretten giver sig selv hos os, for vi holder nytårsaften med nogle naboer, der sværger til kogt torsk med alt det gode tilbehør. Bacontern, rødbeder, hakket, hårdkogt æg, fiskesennep og hvid sovs. Når vi har holdt nytårsaften selv, har det været med laksepakker med hummersovs efter opskriften i den gamle, udgåede Føtex kogebog med nytårsopskrifter fra årtusindskiftet.

Mange sværger til en god luns oksekød til nytår. Skal du stege en oksesteg, finder du her de helt generelle vejledninger. Er du mere til tournedos (og den fantastiske sovs, der kan laves til dem), kan du se en opskrift her.

Desserten må gerne være let og frisk. Noget med is eller/og frugt.
Nytår er en begyndelse – som årets morgen. Friskhed og lethed er det, jeg leder efter både i maden og i pynten, der rigtig gerne må være med hvidt og sølv. Noget, der får mig til at tænke på iskrystaller og sne.

Traditionelt, ja. Meeeen… der er jo som regel en grund til, at noget bliver en tradition.
Nu går jeg i tænkeboks – hmmm – måske rejemousse på salatbund i vandbakkelser?
God mandag mellem jul og nytår.