Solhvervet kommer, og bladet vendes…

Vi nærmer os årets slutning. I går var alle fire lys i adventskransen tændt, og i dag er det solhverv.

Selvom der går lang tid fra vintersolhvervet til lysere tider, er det alligevel altid en mærkedag. En dag, der egentlig burde være nytårsaften. For nu vender det.

Det er en dag for optimisme og håb, selvom vi er så dybt nede i vintermørket, som vi kan komme, og det er 35 år siden, vi sidst havde så solfattig en december.

Midt på dagen i december…

I år trænger vi endnu mere til, at det bliver godt igen. Det her år har været lidt træls for nu at sige det på godt jysk.

Når vi kommer til solhvervet og den længste nat i året, plejer jeg at gå en lille havetur. For solhvervet bærer både det forgangne år og det kommende år i sig. Året der gik, ser vi i de visne græsser og staudetoppe, der bare venter på at blive pyntet af rimfrost. Mon det bliver i januar? Det kunne være dejligt.

Knapt så poetisk ser vi det også på de blade, der igen er blæst ned fra skrænten og har lagt sig i dynger i hjørnerne. De pynter altså ikke. De blade var noget pænere, da de hang på træerne…

Det kommende år ser vi ikke mindst på rododendronbuskene. Knopperne er klar til at blive aktiveret, når vi når det rigtige tidspunkt.

Den her er ekstra fin, fordi knopperne står røde hele vinteren. Jeg kan ikke huske dens navn, men det er noget med Gartendirektor…

Også enkelte løgplanter har stukket snuden frem lidt for tidligt. De går i dvale igen, til det bliver deres tid. Indtil da kan de minde os om det, der kommer.

Og i det nye bed i skovhaven mødte jeg en lille, glad overraskelse. En lille Peach Melba primula – den skønne primula med de gyldne og rosa farver – har givet os en lille, lidt forhutlet vinterblomst. Forhutlet, men dog en blomst.

Så lad os bare være fortrøstningsfulde. Solen kommer igen, træerne får blade, blomsterne springer ud, og coronavaccinen vil få livet til at blive normalt igen. Det tror jeg fuldt og fast på.

For som der står i den smukke vintersalme Skyerne Gråne:

Solhvervet kommer, og bladet vendes,
dagene længes på ny,
solskinnet vokser, og vintren endes,
lærkerne synge i sky.
Derfor bære blus vi med glæde!

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Solhvervet kommer, og bladet vendes…”

  1. Når man har oplevet vinter nord for polarcirklen, sætter man vintersolhvervet endnu højere. Så langt nordpå er sne meget nødvendig for at give lidt lys og orientering. Det er magisk, når en smule morgenlys atter begynder at vise sig midt på dagen og til en lille “negl”af solskiven på et bestemt tidpunkt kan ses. Derefter går det stærkt, og indenfor få uger er der atter betragtelig dagslængde.
    Til gengæld er der fra tid til anden udsigt til nordlysenes spektakulære show i den allermørkeste tid.
    Med de vintre, vi efterhånden har fået i Danmark, kan vi allerede begynde at spejde efter erantis mv efter nytår. De må nøjes med at få frost nogle timer for at blive trigget til ny vækstsæson.
    Din lille primula er yndig midt i decembermørket. Flere følger efter, og snart har vi alle travlt igen med at planlægge, så og prikle.
    God jul til dig og dine 9.

    Like

    1. Kære Susanne,
      Du beskriver det så levende, at jeg næsten kan føle den kolde luft prikke i næseborene, mens sneen lyser. Frost og sne er så dejligt, når det er vinter, og når der er sne, kan vi også gå ud om aftenen uden at have pandelampen tændt.
      Vi havde samme slags vintre i firserne, som vi har nu – jeg håber, vi snart får lidt kulde og sne.
      Også rigtig god jul til dig og dine.
      Mange hilsener, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.