I går var det juleaften

I går var det juleaften. Det vil du nok tvivle på? Det er heller ikke helt rigtigt. Alligevel var vi til julegudstjeneste. Julegudstjenesten skal nemlig sendes på nettet juleaftensdag, og den slags ting skal forberedes og gøres klar til selve dagen.

En af filmfolkene justerer kameraet ved alteret i Skjørring kirke.

Det er selvfølgelig på grund af corona. Der må næsten ingen mennesker være i kirkerne, og selvom der bliver holdt fire julegudstjenester hos os, vil der langt fra være plads til alle dem, der plejer at komme.

Her er kirken lidt at et tilløbsstykke også på almindelige søndage, og juleaften er det helt vildt. Vi plejer at sidde klemt på bænkene, der plejer at være stillet stole op i midtergangen, og knæfaldet oppe ved alteret plejer at være tæt besat af de mindste børn. Ja, selv på trappen op til prædikestolen plejer der at være plads til en fem-syv smårollinger.

Foto fra et par år siden taget af Geert Mikkelsen, kirkens webmaster.

Det er så hyggeligt. Et stort juletræ med lys, børn, der skråler med på Halleluja, selvom de ikke kan huske resten af versene, en smukt pyntet kirke og rigtig feststemning.

Alle har juletøjet på, og det hele glitrer. Samtidig får man mulighed for at ønske naboer, venner og bekendte god jul.

Men sådan bliver det ikke i år. Mundbind på vej ind og ud af kirken og kun folk på hver anden række, så sikkerhedsafstanden kan holdes. Og mange, der ikke kan få en plads i kirken (herberget?) juleaften.

Her filmer de, da vi går ud af kirken.

Derfor blev julegudstjenesten optaget i går, og menighedsrådet og koret var med som ‘publikum’. Det foregik i Skjørring Kirke (vi er tre sogne og tre kirker om én præst her), og de dygtige filmfolk vil nu bruge tiden frem til jul på at klippe og klistre og redigere, så man da i det mindste derhjemme kan få juleevangeliet, salmerne og præstens prædiken. (Jeg siger, ikke hvad den handler om – det er en hemmelighed indtil jul – men der er både tanker og humor i den.)

Hvis nogen har lyst til at se med, vil jeg dele linket her juleaftensdag. Gudstjenesten kan man se på skærmen eller caste til fjernsynet, hvis man har sådan en dims, der kan det.

Corona eller ej – det bliver jul alligevel. Bare ikke helt på samme måde.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: