Jul på den gamle servante

I stuen har vi et skattet arvestykke stående. En gammel servante med marmortop. Den er altid udstillingsplads for årstidens pynt, og lige nu er den selvfølgelig fyldt med jul.

Det store serveringsfad er fyldt med grønt fra haven, echeveria, grene – og fordi det virkelig snart er jul også tre julekugler og lidt sølvpynt. Det grønne er stukket i våd oasis, så det kan holde længe.

Det store fad er også et arvestykke. Det passer lige i størrelsen til servanten, og det står der året rundt.

På den smalle overhylde er der plads til stativet til julelys.

Julelys brænder kun en times tid. Derfor bruger vi de selvslukkende, så det ikke går galt.

Der er også plads til den lille madonna og lidt katolsk julepynt. Den slags små skilte, madonnaer, kors og meget mere finder man alle vegne i Italien i de store kirkers gavebutikker. Vi har købt dem med hjem, når vi har været på ferie. På den måde bliver det både souvenirs og julepynt på én gang. Når julekassen bliver åbnet, er der både glade gensyn og gode rejseminder.

Herren velsigne vores hus, står der på skiltet. Skiltet er fra Asissi, og det forestiller Frans af Asissi, der velsigner et lam. Frans levede som hellig eremit i mange år, og han var så god til dyr, at fuglene landede på hans hænder, siges det.

I løbet af de første adventsuger har vi vist været hele huset rundt og set på julepynt. I drivhuset, forbi hoveddørens krans, ind til adventskransen og kalenderlyset – og rundt i køkkenet og stuen. Dekorationer, kranse, pynt og ikke mindst julestjerner i mange udgaver. Jeg håber, du har fået nogle gode ideer på rundturen, for det er jo derfor, jeg viser det hele her. Inspiration kan man altid bruge. Der er jo masser af tid til at pynte endnu – og til at lave om og lave nyt. Det er stadig adventstid og pyntetid.

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “Jul på den gamle servante”

  1. Jo, bestemt kan dine ideer bruges. De er til stor inspiration, og det gælder det hele, julepynt i hus og have samt opskrifter af forskellig art. Som tidligere nævnt er noget af det bedste ved din blog, at du skriver om så mange forskellige ting. Der er altid noget spændende at læse om. Du må også bruge temmelig meget tid på det, for det kan vist ikke lige gøres på nul komma fem! Jeg har ikke forstand på det, men jeg tror, at det må være ret tidskrævende.
    Fortsat god adventstid.
    Hilsen Bodil.

    Like

    1. Tak Bodil! Jo, jeg bruger en del tid på det. Der går nok en times tid hver dag med det praktiske – skrivning, billedredigering og så videre. Og så har jeg tankerne der i løbet af dagen, så jeg opdager de nye historier omkring mig. Men jeg elsker at skrive, og gennem bloggen har jeg fået så mange gode venner, at det kun er noget, der gør mig glad.
      Mange hilsener, Karen

      Like

  2. Hej Karen. Det ser godt ud det du har pyntet. Vi skal holde en lille julefrokost her i aften med vores naboer. God Weekend til dig. Knus Inger.

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: