Startskuddet

I dag er det første december, og nu starter julemåneden. Adventstiden, juletiden, nytårstiden. Dejligt. Kalenderlyset lyser i den mørke morgen, og nedtællingen er begyndt.

Som altid her vil der her komme pynt og mad og julehistorier og tanker – nyt, men også gammelt. For sådan er det jo med julen. Kommer der ikke nyt til, bliver julen som sidste års brunkager – glemt og bløde i kagedåsen. Er der ikke lidt af det gamle med, dur det heller ikke.

Der kommer noget om julefrokoster.

Stegte sild i eddike – verdens bedste, vil jeg ubeskedent sige.

Der kommer noget om julekager.

Nemme og hurtige julesmåkager med kanel, tranebær og mandler.

Huskelisten til julemiddagen vil heller ikke blive glemt. Der kommer kranse og dekorationer og måske også lidt om julebøger eller film, hvis jeg møder nogle rigtig gode af slagsen. Og når vi nærmer os juleaften vil jeg selvfølgelig også minde om opskrifterne på rødkål, and og flæskesteg, der smager præcis, som den slags skal.

Men det er ikke jul endnu. Det er den dejlige adventstid – vi venter, og vi forbereder os. I dag vil jeg pynte lidt mere op i huset og nusle mine julestjerner, så de holder sig smukke og friske julen over, men jeg vil ikke pynte ‘færdig’. Det må komme listende, efterhånden som vi nærmer os.

Selvom julemåneden er startet, er coronatiden til gengæld ikke overstået, og måske kunne man lade den være en lejlighed til at gentænke julen, som den ‘altid’ har været? Det bliver der i hvert fald lejlighed til i år, hvor stort set alt er aflyst. Men selve julen? Krybbe, barn, vise mænd og stjernen? Den del af julen er aldrig aflyst. Den skal findes i hjertet og ikke under træet.

God tirsdag – den første dag i julemåneden.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.