Nu står den der. Klar til i morgen. Årets adventskrans.

Og den er ikke helt, som den plejer at være. Der er gammelrosa lys i… ikke en klassisk julefarve, vel? Men alt er jo alligevel anderledes her i 2020, og lysene passer præcis i farven til de hortensia, jeg tørrede i det tidlige efterår.

For mig er det en lille smule grænseoverskridende ikke at have hvide eller grønne lys i adventskransen. Men… det er sundt at gøre op med tillærte vaner en gang i mellem, og kransen er noget så romantisk – og stadig meget adventskrans. Der er jo ikke et adventsministerium, der påbyder, at adventskranse af hensyn til folkesundheden ikke må have gammelrosa lys, vel? Når det nu faktisk ser rigtig kønt ud?

Jeg er glad for kransen, og jeg er glad for at se både vintergrønt og minder om sommerens herligheder i kransen. Jeg har købt ekstra lys, så den kan brænde hver aften i adventstiden. Først det ene lys, så to, så tre og til sidst alle fire. Så er er ringen sluttet – og hver dag indtil da skal nydes, for adventstiden er årets bedste, bedste pynte- og hyggetid.
For at der ikke skal gå helt Instagram i det, og jeg bare viser det færdige resultat, er her et lille slideshow, der viser processen. Koglekransen lavede jeg for nogle år siden, og den holder fint endnu. Den er hentet ned fra loftet, og alle materialer er lagt frem, så man ikke skal rende midt i det hele. Fra start til slut tog det en times tid.
Mens jeg lavede adventskransen, og nynnede den lille adventssang om de fire lys, satte husbonden juletræet op i pavillonen, hvor det skal lyse ud over de mørke marker og ind haven.

Nu er vi ved at være klar til december.
God lørdag og god første søndag i advent.
Den er rigtig sød .
LikeLike
Tak, Jonna 🙂
LikeLike
Smukt!!
Hvordan får du dine hortensiaer til at holde både form og farve?
Mine er bare krøllet sammen og er grålige.
Kh Lisbeth
LikeLike
Det er et spørgsmål om at tage dem ind på det rigtige tidspunkt. Det skal være, når bladene er begyndt at føles læderagtige, og det er ret sent. Tager man den tidligere, visner de bare. Så i oktober 🙂
Kh, Karen
LikeLike
Altså de grønne blade? eller kronbladene? Jeg VIL lære det.
LikeLike
Det KAN du også 🙂 Kronbladene. Du skal mærke på dem. I starten føles de tynde og blomsterbladsagtige. Efterhånden bliver de tykkere og mere og mere læderagtige. Det er mens, de falmer eller skifter farve. Først der kan du få dem pæne, når de tørrer.
LikeLike
Tak, jeg må prøve at mærke på blomsterne næste år 🙂
LikeLike
Jeg skal nok sige til, når vores hortensia er ved at være klar 🙂
LikeLike