Genkig på kranse

Der hænger næsten altid en krans af en slags på vores hoveddør. Sommer og vinter. I adventstiden bliver der gjort mest ud af dørpynten. Adventstiden er den bedste pyntesæson, vi har.

Jeg har kigget på billeder af dørkransene igennem de sidste mange år, og herunder kommer en række af billederne til inspiration.

Tilbage i 2012 var det grønt fra haven på et pilehjerte, en dusk lavendel og lidt kugler. Det var dengang, der skulle være enten olivengrene eller lavendel i og på alting. Kan du huske det? Provence-nostalgiens tid.

Det hjerte har jeg endnu. Det hænger i drivhuset uden pynt og kugler.

Hjertet blev brugt på døren i flere år – hver gang pyntet med en dusk fra haven, men efterhånden blev duskene mere og mere rustikke, og sløjfebåndene forsvandt helt.

Jeg begyndte selv at binde kranse for en fem-seks år siden. Det var egentlig ikke noget, jeg havde gjort før, men… det viste sig jo ikke at være så svært endda. Grønt fra haven plus lidt købt, vindseltråd og en halmkrans, så er man kørende.

Herunder er det en sprudlende krans bundet på et kursus hos Anettes Flora. Anettes stil afspejles i kransen – lidt løs, lidt eksperimenterende, men stadig med tradition.

Og en lavet bare af grønt og gråt.

Stilen har udviklet sig til det mere enkle, og det er faktisk den stil, jeg bedst kan lide, når jeg ser på billederne. Farveskalaen skal gerne holde sig til det naturlige.

Sidste års krans var lidt af en afstikker – tilbage til en pyntet, købt krans, men stadig med et enkelt udtryk. Sådan en købt krans kan altså godt være pæn, og det er jo ikke et ‘gør-det-selv’ kapløb at pynte til jul.

Efter jul fjernede jeg pynten, og kransen fik lov at gøre tjeneste uden pynt hele året frem til den dag, kastanjekransen blev lavet.

Og nu er også kastanjekransen afløst, og kransen jeg skrev om fra Margits kursus hænger der i stedet for. Den er i en mere overdådig stil, og også rigtig flot. Det er en rigtig vinterkrans, og den bliver hængende, lige til den begynder at se træls ud.

Og så bliver det tid til noget nyt. Noget bundet – noget med pil, noget med forår. Om en tre-fire måneder.

Genkig på kranse sætter fantasien i gang, og måske har du fået lyst til at lave din egen krans nu? Hvis du ikke allerede har gjort det? Måske som en af kransene her – måske lige modsat. Det kan jo også være godt at se, hvad man ikke vil lave, når man står der med alle mulighederne.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: