Det bliver efterår

Det drysser med blade. Trindt fordelt ligger der nu blade alle vegne – mest i skovhaven under de høje træer, og det ser egentlig lidt hyggeligt ud.

Lidt melankoli er der altid forbundet med efteråret, men mest af alt er efteråret faktisk – også – en rigtig smuk tid. Jeg har været ude med den nye telefon og tage billeder af stort og småt, så jeg kunne se, om den var bedre end den gamle. Og jo – den tager faktisk endnu skarpere billeder med sine fire øjne. Der er lidt større dybdeskarphed.

Efterårsfarverne sniger sig stille ind, og motiverne står i kø i haven og naturen. Kæmpestenbræk får enkelte højrøde blade – det er sådan en skam, de ikke kan bevare glansen, når man tager dem ind.

Åkanden i vandtønden sætter ikke længere så mange blade. Den blev ellers fin i år, efter den fik gødning til vandplanter. Måske den vil blomstre næste år?

For at finde sommer nu, skal man ind i drivhuset, hvor bagvæggen blomstrer ufortrødent. De dipladenia er jeg faldet helt og aldeles for. Med lidt held kan de sagtens blomstre videre en månedstid endnu, før det bliver tid til at klippe dem fri og sætte dem lyst og frostfrit.

Kameraet er også godt til nærbilleder. Det var det andet nu også. Så meget forskel er der heller ikke, men jeg leder efter de positive sider ved at blive tvunget til sådan en nyinvestering.

Inde igen mødte jeg en lille skarnstøs, der havde lagt sig et højst uautoriseret sted.

Hun er sikker på, at hvis hun bare gør sig selv lillebitte og nuttet, er der ingen, der opdager, hun ligger i den forkerte sofa. I hvert fald kan de da ikke nænne at sige noget til det? Et hurtigt billede, og så blev der byttet plads. Det tæppe er en krig om at tørre efter vask…

Nu er jeg glad. Kameraet er godt, telefonen er pakket ind i sit cover, og alt er faktisk, som det var. Bare på en lidt anden måde.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “Det bliver efterår”

  1. Jeg synes bestemt, kameraet har stået sin prøve, nu da det skulle være. Det er fine, skarpe billeder.
    Hvor er det fantastisk, hvad man kan med en lille mobil. Og derfor helt naturligt, at du havde den i lommen, dengang… det taler vi ikke mere om.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Nej, det er puttet ned i den sorte fortrængningskasse, hvor det ligger ganske udmærket, så det kan jeg slet ikke huske mere 😀 Det er virkelig fantastisk, hvad sådan en lille mobil kan rumme. Ikke sært, at den ikke også kan være solid.
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.