Plantesalg hos Staudeblomsten

Lørdag var en dejlig dag med masser af have: haveplaner, plantesalg og havearbejde. Om formiddagen tog vi til plantesalg hos Staudeblomsten ligesom sidste år, og ligesom sidste år var der virkelig meget at vælge imellem.

De planter, vi kom hjem med sidste år, har alle sammen opført sig eksemplarisk – det betyder altså noget, at de er dyrket og har levet lokalt, så vi gik på jagt i rækkerne og kom hjem med et par spande nye planter.

Hosta, asters, kongelys og græsser. Derefter købte vi lidt lokal honning hos honningsælgeren, og så var det tid til en tur rundt i Staudeblomstens blomsterblade.

Der er stadig meget at se på her godt over midten af september.

Det geniale ved Staudeblomstens bede er, at hvert bed (Eller skulle man sige have? Hvert blad er jo så stort som en almindelig have.) – har sin egen farveholdning, og ligesom når man går rundt i Regnbuen på toppen af Aros, påvirker farverne ens egen stemning undervejs.

De kølige, beroligende hvide, de opløftende pink og rosa, de optimistisk sol- og citrongule, de mørke farvers drama og de glødende flammefarver. Vi tog hele turen rundt.

Så tog vi hjem og gravede huller. Først skulle der noget op, og så skulle der noget nyt i. Nye stauder, flyttede stauder og lidt nye forårsløg. Jeg vil ikke trætte dig med billeder af et nytilplantet bed. De er lidt kedelige at se på med al den bare jord og halvvisne staudestængler. Men næste år… Næste år vil planterne skyde op, de krybende læbeløs i kanten vil vokse sammen, og solbedet i blomsterhaven vil igen se frodigt og indbydende ud – bare mere varieret end i år, hvor de lyserøde floks helt havde overtaget bedet.

Der er ventetid, når man har med planter at gøre. De bliver ikke født store, men det gør nu ikke noget. De er værd at vente på.

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.