Nu kan du bestille oksekød

Efterårets simreretter, vinterens supper, oksemørbraden til nytårsaften. For slet ikke at nævne hverdagens kødsovs og chili con carne – og hakkebøfferne. Roastbeef i sandwichen. Osso buco. Oksebryst med peberrod. Vitello Tonnato. Grillbøfferne til sommer.

Hvis du hellere vil gå i fryseren end i supermarkedet, er det er nu, du skal bestille oksekød hos os. Oksekød med fokus på dyrevelfærd og kødkvalitet.

De smukke Charolaiser har græsset på vores græsmarker siden foråret, løbet op og ned ad bakkerne, fået muskler og nydt livet i skyggen under træerne ved bækken.

De har haft det godt, har fået omsorg og godbidder – og mest af alt har de haft masser af plads og masser af græs. Man siger, at kød fra græsfodrede dyr er sundere, fordi det har et højt indhold af de flerumættede fedtsyrer omega-6 og omega-3. Så græsfodrede dyr er både bedre for mennesker og for miljøet. Og nu vi snakker om miljøet, er der ingen grund til ikke at spise oksekød som vores. Det er i realiteten klimavenligt oksekød.

Den korte historie om klimavenligt oksekød er, at permanente græsmarker binder mere co2 i rodnettet, end der udledes fra de køer, der græsser på dem. Og blev markerne ikke brugt til græsning, ville de være almindelige marker i omdrift. Den lange historie med ganske interessante historiske paralleller finder du her hos Økologisk Landsforening: Justitsmord på drøvtyggerne.

Vi får slagtet den 13. oktober, og kødet vil være klar til afhentning hos Aidt Slagtehus 16 dage senere. Der bruges ikke kunstige modningsmetoder. Kødet er det, der hedder krogmodnet. På den gammeldags facon. I det hele taget er vi meget til den gammeldags facon, når det gælder mad.

Kødet bliver leveret, som du ser på billedet. Pakket i poser og klar til frysning. Det er kun hakkekødet, du selv skal fordele i mindre portioner, før du fryser det. Husk at klappe pakkerne flade, så de fylder mindst muligt i fryseren.

Du kan bestille et helt dyr, et halvt, en kvart eller en ottendedel. Et helt dyr vejer cirka 300 kg på krogen, som det hedder.  Det er vores erfaring, at de fleste førstegangskøbere bestiller en ottendedel. Året efter, hvor de fandt ud af, at de løb tør for kød ret hurtigt, bestiller de en kvart. Husk – det skal jo strække helt til næste efterår.

Vil du gerne vide mere? Så kan du ringe til husbonden på telefon: 6049 6467. Det er også nummeret til bestillinger.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.