Snart falder roen på. Sommerferien står for døren, og den hektiske jongleren for at nå det hele stilner lidt af. Også i naturen stilner det hektiske tempo lidt af, og det bliver tid til modning. Modning af bær og af frøstande.
Juli, den fuldmodne sommermåned – højsommeren, er på vej.
Junistauderne er lidt på retur nu. De høje digitalis drysser blomsterblade, efterhånden som blomstringen klatrer op ad stilken og efterlader rækkerne af umodne frøstande.
Snart er det tid til at klippe dem og de juniblomstrende stauder ned, så de kan danne nye, grønne og friske rosetter og genskabe den frodighed, der nu er i forfald.
Åh, hvor er der dog kort afstand mellem cottagehavens overdådighed og bare helt almindeligt rod. Saksen skal i gang for at genskabe et vist mål af struktur og gøre plads til en ny omgang frodighed. Nogle frøstande får selvfølgelig lov at stå, så frøene kan modne.
Og så tager julis stauder over. Kongelys, kæmpeverbena, lavendler
og de skærmplanter, jeg har sået, så også juli får lethed i bedene. Blomsterkørvel,
og den mørke, vild gulerod.
For slet ikke at snakke om roserne. Roserne, som der efterhånden kommer flere og flere af i haven. Men det er en helt anden historie, der fortjener et kapitel for sig selv.
Nu vil jeg tage hul på den sidste arbejdsuge før ferien.
God mandag.
Jeg har også haft blomsterkørvel, men desværre har jeg gravet og rumsteret i dens bed, så sidste års frø vist er gået til.
Den røde gulerodsskærm er vel nok smuk. Gulerod har det desværre med at blive lidt for høj til min have, men den må stå betagende i din have.
Kh Lisbeth
LikeLike
Den er ret høj – skulder til næse-høj 🙂 Men hvor er den smuk. Det er Claus Dalby frø, jeg har sået. Det er første år, jeg har haft held med blomsterkørvel. I 18 tørrede de væk, for det gjorde alt, i 19 ligeså, fordi vi var i USA, men i år står de rundt omkring, og de er så fine 🙂
Kh, Karen
LikeLike