Duften af midsommer

Når man går gennem haven, driver duften en i møde. Man aner den alle vegne i haven – stærkt lige ved buskene og i strejf alle andre steder. Det er duften af jasmin.

Duften blander sig med duften af hyldeblomster i buskene på skrænten og bliver til en midsummer-cocktail. Midsommer er en tid for alle sanser.

Jasmin – uægte jasmin – dufter så dejligt. Og i modsætning til hylden, dufter den også dejligt, når man plukker den ind.

Blomsterne sidder på små stilke langs grenene, og de små grene, man plukker af, så der ikke er blomster og grønt under vand i vasen, passer lige ned i den lille tinkande – eller i en vintergækvase.

Jasminbuskene – vi har tre af dem – står forskellige steder i haven. En i fuld sol, en i halvskygge og en i skygge. I skyggen springer de senere ud, og derfor er vi så heldige at have jasminer og også jasminbuketter i lang tid.

Så med duften af jasmin og hyld i luften, te i kopperne og en hund på skødet og en udenfor, der havde travlt med finde pinde, blade og andre spændende ting i græsset, holdt vi en dejlig Sankt Hans aften i pavillonen i går – så lyst var der halv elleve – og der blev ikke futtet en eneste heks af på matriklerne.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.