Et ønske til Sankt Hans

Nu er vi der igen. Sankt Hans. Den smukkeste tid overhovedet. Blomstrende hyld, roser og alle de dejlige juniblomster i haverne, i hegnene, på grøftekanter og selv i vejkanten langs de travle veje.

Summen af bier og rødhalsens sang i skovhaven fra morgen til aften.

Sankt Hans er nok der, hvor vores hedenske fortid stadig står stærkest med bålfesten og sang ved bålet. Bål, der blusser langs strandene – og i alle grundejerforeninger…

Jeg har et ønske til Sankt Hans. Et ønske, jeg slet ikke vidste, jeg havde, før jeg så avisens forside her til morgen. Der var et billede af et bål ude på en sø. Et bål, der spejler sig i vandet, mens solen går ned. Det var så smukt.

Jeg ønsker mig at være der, hvor det bål er. Knitren fra bålet over søen, fuglekorets godnatsang, hyldeblomsternes og rosernes duft fra skovkanten. En naturlig og lidt højtidelig stilhed, tid til eftertanke og til at nyde den stille aften i fred og ro.

For lad os bare være helt ærlige. Så sjovt er det heller ikke med bål, der tændes klokken 19 af hensyn til børnefamilierne, med hujende unger og snobrød, heks på bålet i mors aflagte sommerkjole og skørterne proppet med heksehyl.

Jeg bryder mig virkelig ikke om det med heksen. Det er et ondt minde. Et minde om menneskenes mest primitive side, hvor folkesjælen får ro ved at ofre en, der er lidt udenfor. Lidt dum, lidt gammel, lidt grim – eller smukkere, klogere og frækkere end de andre. Den slags skal kanøfles, og det bliver de også i dag, selvom de ikke bliver brændt, men bare ender i en shitstorm på nettet.

Så derfor: Sindsro. Et bål på en sø. Flammernes genskin på vandet. Et Sankt Hans blus med midsommerglæde, der samtidig rummer den følelse af vemod, der følger med, når årets hjul igen begynder at dreje mod den mørke tid.

Og så hjem. En tur rundt om græsmarken, mosekonebryg og gumlende køer – før vi overlader engen til elverpigernes dans.

Det er det, jeg ønsker mig til Sankt Hans.

God Sankt Hans.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “Et ønske til Sankt Hans”

  1. Enig. Føj, for det med heksen. Og uf for alle de pindsvin og fugle, der gemmer sig i de visne grenbunker, der futtes af, mens de sidder derinde. Og bål, når vi har sommertid, er en dum kombi. Det er alt for lyst, og hvis det er på stranden bader folk endnu, når bålet tændes (af hensyn til børnene – der aldrig når at opleve stemningen og gnister, der futter op i mørket !?!?) og de løber omkring og leger og hviner, mens båltalen forsvinder uhørt af mennesker… akkeja 😉
    Vi holder stille Sankt Hans i haven – oftest med et vennepar. Når vi er kommet til desserten og kaffen er det halvmørkt, og vi tænder bål i et bålfad. Også i regn – dengang det regnede 🙂
    Jeg håber, alle dine ønsker opfyldes. God og dejlig aften til jer.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Ret præcis beskrivelse – man kan altså nemt få nok af mange mennesker på én gang. Hos os endte det med, at vi holdt Sankt Hans helt uden bål. Bålfade har en dum højde for to logrende hundehaler… Men det var den smukkeste aften, og vi var i pavillonen til klokken alt for sent 🙂
      Kh, Karen

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.