De er lidt sjove, de trommestikker. De fine grå og græslignende blade og de høje og umuligt spinkle stængler med den kuglerunde, rejnfansgule top.
Det er ikke ret svært at gætte, hvordan de har fået navnet Trommestikker.
De er gode til tørring, og det er da også sådan, jeg har set dem før uden at være voldsomt betaget. Men som krukkeplante er de ret spændende. For det er ikke kun de gule kugler, der pynter.
Det grå løv er også så fint, at jeg kunne have valgt planten helt uden blomster. Da jeg fik dem med hjem, kunne jeg først ikke finde det helt rigtige sted til dem.
De blev flyttet vidt omkring, for den karrygulefarve passede ikke rigtigt til de farvetoner, jeg ellers har i blomsterhaven, hvor de rosa, lilla og blå farver dominerer i staudebedene.
Samtidig passer de heller ikke rigtigt ind i skovhaven, hvor der ellers netop er gule og hvide blomster. Dertil var de for ‘ørkenagtige’ – for minimalistiske – til at passe i den grønne overflod. Det kan godt være svært at forene planter fra de tørre egne i Australien med en frodig, grøn plet i Danmark.
Men i går, da jeg var nede i rundingen for at tømme den store, gamle gryde med husløg for vand efter regnen i lørdags (gryden har ikke hul i bunden, men det er nemt at hælde vandet ud af den), kiggede jeg på husløgenes gulgrønne midter og runde former, og så vidste jeg lige, hvor trommestikkerne skulle stå. På det lille bord med gryden, damen og det gamle, rustne spejl passede de noget så fint.
Nu har de fundet deres plads i tilværelsen. Det er jo altid godt.
Trommestikker er enårige, så man skal ikke satse på at overvintre dem. Men ligesom alle de andre sommerblomster, kan man nyde den, så længe det varer – og måske klippe nogle blomster af og tørre dem til vinteren?
God onsdag.
Har lige fornylig plantet en og er spændt på hvordan den udvikler sig😊
LikeLike
Den skal du nok blive glad for – de er lidt spændende 🙂
LikeLike
De er lidt speciel, og jeg må.tilstå.aldrig at have set den før
God onsdag
til jer også
LikeLike
Så kunne jeg bidrage med noget nyt 🙂 I må have en dejlig solskinsdag alle 4.
LikeLike