Vasketøj i smukt selskab

Da vi flyttede her til Skivholme, stod der et gammelt, solidt bygget, tørrestativ af træ. Vi har brugt det lige siden, selvom det er så lavt, at man slår hovedet på det, når man har træsko på. Repareret lidt på det, når noget gik i stykker, men ellers bare brugt det. For det er et ret dekorativt tørrestativ.

For en tre års tid siden plantede jeg en clematis Montana Rubens ved stativets ene hjørne.

Det var ikke den første clematis, jeg havde prøvet at få til at gro der, men med hjælp fra gruppen Stauder på Facebook, hvor jeg blev rådet til at putte fjer fra en gammel hovedpude i plantehullet, lykkedes det.

Målet var, at stativets ene side skulle dækkes af blomster. Nu er planten efterhånden ved at være stor og flot. Rigtig Montana Rubens agtig. Masser af nye skud og masser og masser af blomster. Man må sige, at vasketøjet har fået smukt selskab.

Det er lidt af et arbejde at binde den op, så den ikke overtager alle de snore, vasketøjet skal hænge på. Når Montana Rubens tager fat, pjatter den ikke sådan med det.

Men det er et hyggeligt arbejde, og jeg forestiller mig, at det næppe tager mere end et par år, før den dækker hele den ene side af stativet og danner den væg af lyserøde blomster.

Mon der findes andre clematis, der er lige så taknemmelige at have med at gøre? Lige så vokseglade, lige så hårdføre og lige så ukrukkede? Det vil jeg undersøge, for der er helt sikkert andre steder i haven, hvor sådan en kunne blive smukt selskab til det, der allerede er der.

God tirsdag (den første kontordag efter corona)

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

7 kommentarer til “Vasketøj i smukt selskab”

  1. Montana Rubens er en skøn og nem klematis. Det bliver smukt når hele stativet bliver dækket.
    En anden klematis jeg vil anbefale er Purpurea plena elegans. Jeg satte den for to år siden op ad et æbletræ og den har skudt grundigt i vejret siden. Den er som navnet antyder mørk purpurfarvet og med dobbelte blomster

    Kh Vibeke

    Like

  2. Ja, Rubens Montana er en meget smuk clematis lige nu, jeg har selv en og den er en fryd for øjet. En anden jeg vil anbefale er “Etoile Violet”, den er meget nem at have med at gøre, og kommer senere på sommeren, men er også så smuk😊🔆
    Tak for din blog med gode oplysninger og inspiration – læser hver gang der er nyt.
    Bh Kirsten

    Like

  3. Skønt tørrestativ og god arbejdslyst i de vante omgivelser 🙂 Selv om jeg også har fornemmet, at du trivedes ret godt med hjemmekontor 🙂 kh Jette

    Like

    1. Tak, Jette 🙂 Det er lidt trist at skulle ind til en stor og ikke særlig køn by, når man kunne være derhjemme og nå meget mere på kortere tid – men sådan er livet jo…
      Kh, Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.