Artemisia Schmidtiana – svær at udtale, men værd at have

Det er langt fra altid, at et plantekøb hos mig er baseret på grundige overvejelser, hvor jeg kender navnet og har sat mig grundigt ind i, hvor store de kan blive, hvor de skal vokse, og hvordan de skal plejes. Det sker, men langt fra altid.

For tit falder jeg bare for en yndig blomst, en sjov bladform – eller for tiden: gråt løv. Jeg er vild med det grågrønne løv.

Da jeg så den grå Artemisia Schmidtiana Nana – eller skal vi gøre det dansk og kalde den Schmidts Bynke – anede jeg intet om den. Ikke engang navnet kendte jeg. Men hjem kom den, for den var da den fineste lille, letløvede grå plante, som det ville være meget svært at leve uden…….

Den har stået i en lille potte i drivhuset og set køn ud i opstillingen med krukkehovedet,

men nu vokser den til, og den vil gerne ud i haven. Og så er det slut med bare at være småforelsket i en plante. For nu gælder det dens overlevelse og videre vækst. Glad blev jeg, da jeg googlede den lille, grå plante. I modsætning til flere af de andre grå er den nemlig en fuldt hårdfør staude. Og den kan blive stor.

Her er, hvad jeg fandt på Wikipedia:

Og her hos Jespers Planteskole (ikke reklame – bare der, jeg fandt info på nettet).

Den kan blive rigtig stor endda.

I dag flytter den ud i haven. Først får den en større krukke, hvor den kan pynte og vokse sommeren over. Derefter kommer den i jorden, når jeg har fundet det helt rigtige sted.

For det er en anden ting, jeg sikkert gør forkert i forhold til klog og struktureret planteplanlægning. Jeg køber ikke altid en plante til et bestemt sted i haven. Jeg falder tit for planten og finder stedet senere. Men et godt sted skal jeg nu nok finde til Nana (endnu nemmere at sige end Schmidts Bynke…)

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Artemisia Schmidtiana – svær at udtale, men værd at have”

  1. Jeg har to af dem. Jeg ved ikke rigtig, om de får lidt for meget skygge. De burde nok have fuld sol fra morgen til aften, men de lever dog. Men de har det yndigste fine løv, og du finder sikkert sagtens en plads. Egentlig tænker jeg lidt på, om jeg skulle prøve i en krukke, for da de kan lide det tørt, er det jo egentlig oplagt. Og dine har da virkelig groet godt.
    Kh Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.