Det vokser jo, medens vi sove

Sanglinjen ‘det vokser jo, medens vi sove’ fistrer rundt i hovedet på mig hver dag nu, hvor vi hver morgen står op til en grønnere og grønnere verden udenfor.

Man går i seng, sover, og når man står op, er der noget nyt, der er sprunget ud – eller vokset. Det er lige mirakuløst hvert år.

Kastanjetræet blomstrer. Højt op mod himlen strækker de hvide blomsterlys sig, og kronen summer af bier.

Selvom de fik rusketur af vinden i går, og tusinder af enkelte blomster nu ligger på jorden og i skotrenden på den gamle stald,

er træet lige majestætisk.

De store ahorn er grønnere end grønne, og taget over skovhaven er ved at lukke sig. Der dufter lysegrønt, gør der.

Blomstringen i haven er lidt forsinket. Det har været et langt, koldt forår. Akelejerne og akelejefrøstjernerne er  – ligesom så mange andre, der plejer at blomstre nu – kun lige på vej.

Til gengæld har vi haft glæde af tulipaner og narcisser meget længere end normalt.

Overskriften stammer fra den enkle, varme og lidt troskyldige (i ordets bedste forstand) salme, Du gav mig, oh herre, en lod af din jord.

Den holder jeg meget af, for der er så meget i den, der vækker genklang hos mig. En lod af jorden – marken og haven, glæden over regnen, der vander dem, og solen, der skinner og får alt til at gro – og følelsen af kontinuitet. Vi har ikke arvet vores sted her, men jeg forstår følelsen af, at man har arvet jorden og en dag vil lade den gå videre til andre, der også vil ‘dyrke den enten med suk eller sang’.

Her er en smagsprøve – verset med overskriften – resten kan du læse her, hvis du ikke kender sangen og er blevet nysgerrig.

Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan,
frimodigt som fuglen i skove,
og takke for regnen, som vander mit land,
for solskin og varme i sommerens brand,
for avl i min lade dig love.
Hvad magted jeg vel,
om du ej gav held?
Det vokser jo, medens vi sove.

God mandag.