Den skæve magnolie

Vi vidste faktisk ikke den var der, da vi flyttede ind. Den stod i snebær til halsen og i skvalderkål til knæene, og den var ikke ret stor. Sikkert mange år gammel, men virkelig ikke ret stor.

Den stod også i dyb skygge fra de store træer. For nogle år siden blev et af de største træer fældet, og året efter var der pludselig en enkelt magnolieblomst, der tittede op over snebærbuskene. Så blev der ryddet ud i snebærrene (landskabsukrudt!) omkring magnolien, og siden er den vokset og vokset. Nu er der for første gang hundreder af blomster, og den er også begyndt at vokse i højden og ikke kun i bredden. Et dejligt syn, når man går forbi.

Og ‘går forbi’ er kodeordet. Den står bare ikke smart. Lige ved trappen op forbi drivhuset og ind til baggangen. Derfor bliver den studset årligt, så vi kan komme forbi, og det er næsten som om, vi har fået en magnoliehæk langs stien.

Lidt alternativt brug af et magnolietræ, men det virker, og det er smukt. Skvalderkålene bliver aldrig fjernet her. De er simpelthen filtret for meget ind i magnoliens rødder. Det gør heller ikke noget, for magnolien står faktisk i det, vi kalder den vilde del af haven. Og den har det – endelig – godt.

Rigtig god weekend.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

One thought on “Den skæve magnolie”

  1. Hej Karen. Jeg har en Magnolie i haven og den er lilla. de er rigtig flotte, i marts tog jeg grene ind af magnolien og de springer ud de står nogle dage. Der er sket noget udenfor det er blevet grøn. God weekend til dig. Knus Inger

    Like

Der er lukket for kommentarer.