Folk opfører sig ikke så pænt længere

Det er lidt bekymrende. I dag har jeg for første gang set tendenser til, at folk ikke længere opfører sig så pænt – coronamæssigt. I dag tog jeg ind til Billigblomst for at se efter en skålformet krukke, taks og mahonie, men jeg vendte om på parkeringspladsen og kørte igen. Drømmene om en tæt, lille takshæk må vente.

(Her er det hos Staudeblomsten ved Harlev – ikke hos os).

Der var helt og aldeles fuldt på parkeringspladsen. Bilerne holdt i kø for at få en parkeringsplads, og ved indgangen var der også kø, hvor folk bestemt ikke holdt to meters afstand. Billigblomst har begrænset antallet af kunder, der må være i butikken ad gangen, men udenfor kan de umuligt holde styr på tropperne.

Jeg tog i Bilka på vejen hjem for at købe ind til weekenden. Der var også rigtig mange mennesker. Lidt for mange for min smag, og der ser bestemt ikke sådan ud på parkeringspladsen længere.

Men der er god plads derinde, så det gik alligevel med sprit og afstand.

Alligevel har jeg taget en beslutning om at handle tidligt om morgenen. Åbningstiderne er jo lange. Min logik siger, at hvis folk har fri, står de næppe så tidligt op, som jeg gør. Og har de ikke fri, er de på arbejde klokken otte. Så klokken 8 i Billigblomst og Bilka og den slags steder.

Det med mange mennesker har jeg aldrig kunnet lide, og nu virker det direkte foruroligende. Heromkring er der ikke mange mennesker og slet ikke i haven, hvor jeg skal i gang med skvalderkålen. Der kommer vist ikke nogen og stimler sammen for at betragte det spændende syn og komme med opmuntrende tilråb.

God weekend!

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

8 kommentarer til “Folk opfører sig ikke så pænt længere”

  1. Kære Karen
    Sådan har vi det også i Ebeltoft, og har desværre haft det længe, og bestemt ikke mindre, når turisterne også kommer væltende. Der er åbenbart mange, der ikke bryder sig om, at ‘nogen’ skal bestemme over dem og begrænse deres lyster og frihedstrang. Hvorfor gør de det ellers???? I går, da jeg skulle hente en pakke, så jeg en familie med far, mor og tre store børn, der alle mosede ind i Føtex. De trak ikke engang ind til siden. Måske de alle var både blinde og døve og slet ikke vidste noget om corona. I så fald gebærdede de sig utroligt sikkert, må jeg sige :-)))))
    Jeg får maden sendt, for jeg gider ikke lade mig irritere., har jeg bestemt. Jeg har en veninde, der gør som du: Handler ugentligt i yderåbningstiderne. Det går meget bedre, siger hun.
    Lad os håbe, vi kan holde den flade kurve de næste måneder, for selv om jeg elsker haven og er lykkelig for at have en i disse tider, så er det godt nok træls. Hvor må I ekstra-nyde de store vidder omkring huset.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Og det er netop den slags paphoveder, der kan være skyld i, at åbningen bliver trukket i langdrag. Det er jo ikke et spørgsmål om økonomi eller liv, for økonomien er forudsætningen for livet. Uden mad og drikke… men det fatter de bare ikke.
      Jeg har været ret træt af vores statsminister, fordi hun taler til alle, som om de er børn. Det er der måske en grund til – det er bare surt for alle os andre…
      Hvor svært kan det være at nøjes med at gå én ud og handle? Holde afstand fra andre og alligevel se venlig ud? De er med maskerne, der bare møvede i går i Billigblomst – ja, paphoveder er næsten for pænt et udtryk…
      Kh, Karen

      Liked by 1 person

  2. Jeg skal med bus ind i byen når jeg handler meget så tager bussen kvarter i otte. Tror ikke jeg har mødt mere end tre andre kunder, så det er meget fint. Men holdet ikke af at handle i Rema selv om det er tætter der føler jeg mig ikke tryg. Og er ingen med bussen så tidligt så det går fint .ja var den blomst jeg ikke kunne komme i tanke om.

    Like

  3. Åh hvor har du ret Karen, jeg oplevede det allerede påskelørdag, og der var jo ikke trykket på genstart endnu. Jeg vente også om på P-pladsen, jeg var helt chokeret over så mange biler der var alle steder, så mine ærinder får også lov at vente, selvom jeg faktisk havde brug for dem, men jeg turde simpelthen ikke.
    Håber du får held med din morgenhandel

    Like

    1. Jeg tror, det er det bedste tidspunkt. Jeg var ude og handle onsdag før påske og så igen i går – der var altså en mærkbar forskel. Eller også har jeg udviklet mig til en rigtig eremit, der ikke tør gå ud af hulen 🙂

      Liked by 1 person

  4. Sådan er det også i biltema og Bilka i Næstved de vader direkte ind i en og er bedøvende ligeglad grupper af fire og fem vader ind glemmer at spritte hænder og lader som om de er total immun
    Her i huset er det jeg der handler pga konens job,
    jeg spritter hvad remmer og tøjler kan holde til og holder behørig afstand
    God weekend til alle i og omkring Skivholme

    Like

    1. Ja, det er træls. Hvorfor kalder de store steder altid på de mest primitive? Der var altså ingen problemer i Bilka i Tilst i går – der blev sprittet, og der er så god plads, at det er nemt at holde afstand.
      God weekend til jer og hundepigerne!

      Like

Der er lukket for kommentarer.